Per Røntved er en af de bedste forsvarsspillere, dette land har fostret – selv om han begyndte som forward. Han var så god, at da han skiftede Bundesligaen og Werder Bremen ud med en aftægtsstilling i Randers Freja og spilletid i Danmarks næstbedste række, fortsatte han med at være en af de vigtige brikker på det landshold, som Sepp Piontek roligt fik bygget op til at være et af verdens bedste. Han var den første spiller, der rundede 75 kampe for Danmark – og derfor kom det også som et chok, da han i juni 1984 i en alder af blot 35 blev ramt af en hjerneblødning, som i den grad ændrede hans liv.
En hveps der kunne stikke
Længe inden denne junidag havde Per Røntved, årets spiller i Danmark 1972, haft mange flotte år som fodboldspiller. Han slog igennem på divisionsbasis hos ”hvepsene” i Brønshøj, der i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne havde en talentfuld trup, som ofte ”stak” til de store. Og Per Røntved var den skarpeste brod. Derfor debuterede han snart også på landsholdet, i 1-1 kampen mod Sverige i juni 1970, hvor han gjorde det aldeles udmærket – hvilket som oftest var tilfældet med hans indsatser gennem 13 år i den rød-hvide dragt. Med en moderne fodboldterm ville man sige, at han havde et højt bundniveau.
Dette høje bundniveau samt Per Røntveds store andel i Danmarks flotte indsats ved OL i München 1972, hvor han første gang var anfører for landsholdet, var afgørende for Werder Bremen, da klubben i 1972 var på jagt efter en ny spiller til at forstærke truppen. Det var i Bremen, man opdagede, hvor alsidig danskeren var. Efter tre sæsoner var forward-Per blevet til forsvars-Røntved i den rolle som libero, han mestrede til perfektion.
Nej til Bayern
Hans målnæse var trods den nye position dog intakt, hans fysik altid god, hans engagement altid stort – nu og da i bedste Peter Schmeichel stil – og dette kombineret med den frie forsvarsrolle gjorde ham til et stort navn i Bundesligaen. Faktisk så stort, at da Franz Beckenbauer i 1977 forlod Bayern München og tysk fodbold for at spille for New York Cosmos, ville de have Per Røntved som erstatning. De fik dog afslag. Trods det evige nedryknings-spøgelse, der i de år plagede Werder, var det Pers klub.
Set i bakspejlet kostede dette Per Røntved en del titler, penge og yderligere berømmelse – men han har altid været sin egen herre. Ærlig og oprigtig. Da han i 1984 udgav biografien ”Fodbold på vrangen” skabte det da også en hel del ballade. Så ærligt og oprigtigt går der lang tid mellem, man ser fodboldverdenen beskrevet.
Målfarlig forsvarer
At det lykkedes Per Røntved at score 40 mål i 194 Bundesligakampe fordelt over syv sæsoner i Werder Bremen fortæller alt om hans evner foran modstandernes mål. De tre første sæsoner spillede han mest på nordtyskernes midtbane, men blev som nævnt derefter rykket ned som styrmand i forsvaret – uden det dog påvirkede hans målscore. Med en 11. plads som bedste placering i Per Røntveds tid som Werder-spiller forstår man godt, at nordtyskernes klubledelse satte stor pris på danskeren, der var en af de få på et vakkelvornt hold, som stort set altid leverede en optimal indsats.
På landsholdet var han forsvarets omdrejningspunkt, og med Sepp Pionteks indtog i dansk fodbold kom den seriøse, professionelle indstilling, spillere som Per Røntved hidtil havde savnet. Pludselig havde Danmark et landshold, man skulle regne med – og en anfører, nemlig Per Røntved selv, der tog opgaven alvorligt. Landsholdet begyndte at spille for at vinde. Og kunne man ikke vinde, kunne man i det mindste prøve at få uafgjort. Helt i Per Røntveds ånd.
Overraskelse og chok
I betragtning af han var ønsket af en klub som Bayern München, kan det ikke undre, at fodbold-Danmark fik en overraskelse, da han valgte Randers Freja fra den næstbedste division som den klub, han ville spille for, da tiden i Werder var forbi. Men han var træt af ”fodbold på vrangen” og ville finde tilbage til glæden ved bare at spille fodbold. Landsholdet valgte han dog ikke fra. Det var ligesom noget andet...
Efter 3 ½ sæsoner i Randers Freja tog Per Røntved, som sin bror Kim, der også var en habil spiller, en tur til USA, hvor man endnu en succesløs gang prøvede at lancere soccer, for at tjene de sidste penge på fodbolden. I sommeren 1984 var Per og Kim med deres familier hjemme fra staterne for at holde ferie sammen. De hyggede sig og dystede, som de ofte gjorde, i sommerhushaven i det vestsjællandske Odsherred. Brødre og konkurrencemennesker i ét. Denne dag handlede dysten om at sjippe.
Per lagde ud med at tage 100 hop. Så tog Kim naturligvis 150. Derpå tog Per, der jo ikke skulle overgås af lillebror, 200 hop, selv om han følte, han blev sløj undervejs. Men han ville ikke give sig. Selvfølgelig ikke.
Og så kom chokket. Per kollapsede. Og på trods af en hurtig reaktion fra hans hustru, der prompte ringede efter en ambulance, var der intet at stille op. Per havde fået en hjerneblødning.
Dagen efter var han at finde på Rigshospitalet med en fremtidsudsigt, der bød på handicap, kørestol og krykker, en halvsidig lammelse samt førtidspension – og en forståelig depression. Unægtelig et grusomt skifte i Per Røntveds tilværelse, der betød, at hans fightervilje virkelig kom på prøve i en kamp, han faktisk ikke kunne vinde.
Men kan man ikke vinde, kan man i det mindste prøve at få uafgjort.
Eftertiden
Det er blevet til en del foredrag landet over gennem de sidste 20 år, hvor han på vanlig ærlige og oprigtige facon fortæller ligestillede, pårørende og almindeligt nysgerrige om både fodboldkampene og kampen for at få livet til at fungere efter en sådan ulykke. For nemt er det ikke. Selv de simpleste ting, man foretager sig, bliver besværliggjort.
Men selvsagt er det lykkedes konkurrencemennesket Per Røntved at vende modgangen, bl.a. ved aldrig at opgive sit engagement i fodboldverdenen, hvor han både som træner og leder på lokalt plan i Vestsjælland, hvor han nu bor, har øst ud af sin store erfaring fra de mange kampe på topplan og fra de svære stunder i den første tid, efter hjerneblødningen satte nye rammer for hans liv. Gennem egen vilje og familiens store støtte er det lykkedes fighteren at få uafgjort – mindst!
For som de siger i fodboldens moderland: It’s hard to keep a good man down.
Kort om Per Røntved
Født: 27. januar 1949
Styrke: Målfarlighed, stabilitet og ledelse.
Svaghed: Lidt uambitiøs, fik faktisk for lidt ud af karrieren i forhold til hans talent.
Klubber på eliteniveau:
Brønshøj (1967 -1972)
116 divisionskampe og 48 mål
Werder Bremen (1972-1979)
194 Bundesligakampe og 40 mål
Randers Freja (1979-1982)
94 divisionskampe og 24 mål
Derudover enkelte pokalkampe.
Bedrifter: 22 gange anfører for A-landsholdet, årets spiller i Danmark 1972, deltager ved OL i München i 1972, syv sæsoner som fast mand hos Werder Bremen – og den største: At beholde livsglæden trods den tragiske ulykke.
Seneste blogindlæg
Chat på voresfodbold.dk
Seneste kommentarer
FC Vestsjælland vandt lørdag 1-0 over en anden 1. divisionsklub Brønshøj. Det skete i en...
Næstved tabte snævert til Brøndby i testkamp
Næstved gav superligaklubben Brøndby kamp til stregen i testkamp lørdag. Kampen sluttede med...
AB tabte lørdag hjemme i testkamp mod Herlev efter føring ved pausen. AB - Herlev 1-2
Esbjerg hentede 2-2 ude mod SønderjyskE
Esbjerg hentede fredag 2-2 i testkamp på udebane mod SønderjyskE, skriver Randers FC Frie fans...
Arsenal-Blackburn 1-0 Schalke 04-Mainz 05 2-0 Stoke-Sunderland 2-1 Manch City-Fulham 3-0 HSV-Fc...
Jeg syntes bare at han "lige" er blevet vist ud..`!!! har vi "allerede" spillet otte kampe..jeg...
Jep Sir B - Suarez er med igen mod Tottenham mandag...men hvad mener du med 'allerede'?? Han har...
Arsenal tabte point men Newcarstle kom foran Liverpool. Villa Boas går after 3 pladsen men jeg tror...
Brønshøj tabte, Viborg vandt i onsdagens testkampe
Onsdagens testkampe i 1. division: Brønshøj - FC Nordsjælland 1-3, Viborg - Kjellerup 6-1, ifølge...
øhhh....er hans karantæne allerede udløbet...!!
Bold.dk
Tipsbladet - Fodbold
Engelske feed
danskfodbold.com




About Niels
Indsend kommentar