Real Madrid mod Partizan Beograd

Den kvikke læser vil vide, at Real Madrid og Partizan ikke skal mødes i denne runde af Champions League – og dermed også, at det er blevet tid til en anderledes CL-optakt.

Da nutidens opgør i den sjette og sidste runde af denne sæsons gruppespil såmænd nok skal blive vendt og drejet og forvredet og skreget op til fantastiske kampe af de kække semi- og pseudojournalister på div. dansksprogede kanaler – og AaB’s minimale chancer for mirakler blive beskrevet som David mod Goliat mindst fyrre gange på fire timer – vender vi dem alle ryggen og retter kikkertsigtet mod 1966, hvor finalen i mesterholdenes Europa Cup stod mellem de upåagtede statsamatører fra Partizan Beograd og fodboldstorheden Real Madrid.

Umiddelbart skulle man tro, Real Madrid var gigantiske favoritter, men Partizan havde undervejs spillet taktisk fremragende og teknisk flot, mens madrilenerne havde svinget meget. Til Reals fordel talte det dog, det var klubben sjette mesterholdsfinale på 11 år – dog var de første fem nok blevet vundet, men også faldet i rap fra turneringens begyndelse, så truppen var stort set ny, og kun anfører Gento kendte til ”turen”. Ydermere og ganske parentetiske var det års spanske mesterskab endt i hænderne på lokalrivalerne fra Atletico, hvilket smertede det i forvejen usikre, unge mandskab.
Til Partizans fordel talte det objektive, at klubben havde spillet godt og var gået komplet uimponeret til værks gennem hele turneringen, og derudover havde de hele det kommunistiske Østeuropas ære at spille for – selv om diktator Tito ikke altid var på Kremls side.

Semifinalerne havde heller ikke afsløret meget mht. styrkeforholdet mellem de to finalister. Partizan havde overraskende sendt Manchester Uniteds stjernespækkede mandskab ud med en samlet score på 2:1. Efter at have vundet sikre 2:0 på hjemmebane holdt partisanerne Denis Law og Co. i en skruestik i returopgøret på Old Trafford, hvor kun et klodset selvmål af keeper Soskic skabte antydning af spænding.
De kongelige havde også overrasket og vundet over favoritterne fra Inter, ligeledes med sammenlagt 2:1, efter to onde kampe, hvor første opgør i Madrid var endt med 1:0 til de hvidblusede, mens returen altså sluttede 1:1 efter en kamp, hvor Real kom foran og derpå til milanesernes store frustration spillede ”italiensk” med alle mand bag bolden og holdt modstanderne nede på en enkelt pind.

Det var med andre ord den ”forkerte” finale – og begge hold øjnede muligheden …

Finalen blev spillet på Heysel i Bruxelles. Første halvleg var en fesen affære, som den tyske dommer Kreitlein fløjtede i stykker. Men straks fra anden halvlegs start skruede Real op for tempoet og lagde pres på Partizan – der efter ti minutter slog kontra og fik sig tilkæmpet et hjørnespark, der endte i panden på forsvareren Vasovic, som ikke svigtede. 1:0 til Partizan, og de mange spaniere på lægterne blev tavse. Men madrilenerne holdt sig til konceptet og havde flere farlige forsøg, før Partizan atter slog kontra og fik sig et hjørnespark mere. Måske dumdristigheden tog ved østeuropæerne, måske drømmen om sejr blev for stor. I hvert fald glemte de at dække af bagude, så da Amancio fik fat i kuglen, som Reals forsvar clearede, spænede han fra alt og alle, driblede forbi Soskic og trillede udligningen i mål. Derefter løb Partizan tør for kræfter, og Serena kunne lave sejrsmålet – en perle, hvor han tog bolden ned med brystet og derpå halvflugtede den i nettet – hvorpå Bruxelles for en stund omdannedes til en gigantisk fodboldfiesta, der kun blev overgået ét sted på Jorden, nemlig af den fest, der blev holdt i Madrids gader.

Havde Partizan vundet finalen, havde der muligvis været et lille, mirakuløst håb at hente i denne tekst. Der havde været et ”se, det kan lade sig gøre”. Det kan det så ikke. Det kunne det ikke dengang, end ikke i jævnbyrdighed, og det kan det ikke i dag – med den lille krølle på, at når ålborgenserne løber på banen, kan Sir Alex have sparet de største verdensstjerner og kun have de almindelige superstjerner med, hvorfor der måske alligevel er en flig af chance for et pænt resultat. Hvert et lille, bitte point, der bliver hentet, er til hele fodbold-Danmarks fordel, så jeg håber, AaB går efter at holde nullet.

Men når cirkus Schmeichel sidder og taler om David mod Goliat, så husk på det er det rene vrøvl, for David vandt, og det gør AaB ikke. Det er Manchester United. Det er ikke en brovtende kolos med glaspande. Det er AaB. Det er ikke en lille fyr med en slynge.

Og alligevel: Forza AaB!

PS. Mere madrilensk guf kan findes her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Real_Madrid_C.F.