Søren Lerby

Vi bruger Søren Lerbys karakteristisk "fodbold er ikke for de stumme" som et af vore slogans her på sitet. Så det er vel på sin plads, manden bag ordene får et lille portræt med på vejen.

Lerby var en knægt på blot 17 år, da han forlod hjemmet på Amager og den lokale klub Fremad for – sammen med holdkammeraten Frank Arnesen – at bosætte sig i den hollandske hovedstad Amsterdam, hvor en af Europas største klubber, Ajax, jo er hidhørende. Ajax lavede klubbens til dato bedste handel, da klubben hentede de to danske talenter, og på samme vis havde de to unge danskere fundet stedet, der udviklede dem, således de hver på deres måde fik sat deres store præg på både dansk og europæisk fodbold i årene, der fulgte.

30 meter er ingen afstand
I dag er det ikke længere tilladt, men et af Lerbys karakteristika gennem hele karrieren var at spille med nedrullede strømper uden beskyttere på skinnebenene – hvilket ikke forhindrede ham i at kaste sig frygtløs ind i mangt en hasarderet tackling, når en modspiller prøvede at komme forbi midtbanen, hvor Lerby mestendels huserede. Lerby spillede ikke altid rent, når han spillede med musklerne, og han fik sig en del gule kort i løbet af karrieren, men han gav sig altid 100 procent for holdet.
Et andet karakteristika var skudkraften i hans venstreben. Det var ligeså ”gyldent” som Roberto Carlos’. Når han ikke brugte venstrebenet til at tackle bolden fra modstanderne eller lægge præcise afleveringer over 40-50 meter, bankede Lerby ikke sjældent et langskudsmål ind. Eksemplerne er mange, men bedst kendt er nok et mål fra hans tid i en anden europæisk storklub, Bayern München, hvor han på direkte frispark fra mere end 30 meters afstand sømmer kuglen snorlige i krydset.
Og et tredje karakteristika er selvsagt hans imponerende sejrsvilje, hvilket var medvirkende til, at Søren Lerby til dato er den danske proff, der har flest udenlandske mesterskabstitler. Hans legendariske credo: ”Fodbold er ikke for de stumme,” vidner om en indædt vinder i bedste Schmeichel-stil.

Det gi’r sig selv
I nogle tilfælde er talentet hos en ung spiller så stort, at selv om man hylder princippet om at lade de unge modnes i et roligt tempo, så gælder dette ikke for eneren. Og sådan et tilfælde var Søren Lerby, der egentlig var forudset en rolle i Ajax’ ungdomsafdeling, hvis ry er uovertruffen – van Basten, Rijkaard og Gullit er udklækket her, for nu bare at nævne yderligere tre i en lang, lang række – men Lerby fandt sig snart en plads på Ajax 1. hold.
Derfra gik det bare fremad med mere end et tiår i den europæiske klubfodbolds absolutte top. Fra mesterskaber med Ajax Amsterdam over mesterskaber med Bayern München (samt et kikset intermezzo i AC Monaco) til mesterskaber med PSV Eindhoven – samt sejr i datidens Champions League, Europa Cup for Mesterhold, i 1988, hvor Lerby som én af tre danskere scorede i straffesparkskonkurrencen, der det år afgjorde finalen mod et ellers vævert Porto-mandskab til PSV’s fordel.

Dansk dynamit
På samme sæt og vis gik han på rekordtid fra at være forholdsvis ukendt af fodbold-Danmark – men dog yderst kendt i DBU-regi, da han som kammeraten Arnesen havde spillet på alle de daværende ungdomslandshold – til at have en stamplads både på Pionteks legendariske Danish Dynamite 80’er-landshold og i den rød-hvide fodbold-bevidsthed.
Lerby var med hele vejen i Danmarks genkomst som fodboldnation i europæisk topklasse, og selv om andre spillere – som Preben Elkjær og kammeraten Frank Arnesen – var mere folkekære, var der ingen større fighter på det danske hold.
Han debuterede som venstre back allerede i 1978 i 3-3 kampen mod Irland på udebane og scorede selvfølgelig på et hamrende flot langskudsmål og sluttede af tolv år senere med sin 67. landskamp (10 mål) og et beklageligt nederlag på 3-1 til Rumænien – samt et gult kort for en hård tackling. Ringen var dermed sluttet.

Festlig og farverig
Når man ser billeder af Lerby i dag, kan det være svært at forestille sig, at denne tykke, midaldrende mand engang var en trimmet midtbanefighter i verdensklasse, hyldet for sin professionalisme og sejrsvilje. Men Lerby er dengang som nu også en festlig og farverig fyr og kan lide god mad og drikke, mens det i dag kniber med at få tid og lyst til at motionere.
Sidste gang verden så Lerby i form, var, da han i 1991 en kort overgang blev hentet til et pludseligt kriseramt Bayern München som træner. Han blev ikke hængende længe i det sydtyske galehus, men nåede dog at tabe 6-2 til B1903 i UEFA Cuppen! Bayern vandt returkampen 1-0, hvilket så betød samlet nederlag – og Lerbys skæbne var beseglet.
Lerby har ikke siden kastet sig ud i lignende projekter, men ernærer sig i dag som så mange andre gamle stjerner mestendels som spilleragent.