Sagn, savn og slutrunder

Trods det EURO 2008 er vel overstået, og de første kval-kampe til VM 2010 allerede er spillet, vil denne entry kredse om spillere/spiltyper, som den nys overståede slutrunde savnede for at bringe den helt op på det niveau, de danske kommentatorer og div. studieværter prøvede at bilde os ind, spillet var til. For hvordan man end vender og drejer slutrunden, der endog var en af de bedste i mange, mange år, var der bestemt ikke kun drømmespil og drømmespillere på div. stadions.
Jeg har derfor valgt fire spillere ud, der hver for sig ville have skabt fryd både på og udenfor banen. De af mig selv opsatte kriterier for valg af disse spillere til denne aldeles uvidenskabelige og hamrende subjektive omgang ord har været følgende: Spillerne skal have deltaget i mindst een VM-slutrunde, og jeg skal selv have været tv-vidne til deres bedrifter. Pga. opbudet af tyske tv-kanaler i mit odenseanske barndomsidyl (og et par forældre, der forstod, hvornår en knap 7-årig knægt bare skal have lov til at være lidt længere oppe), tillader jeg mig at tælle VM slutrunden i 1974 i Vesttyskland med i mine tv-meritter, der således strækker sig herfra og frem til slutrunden i 2006.
Og således er rammen sat, og et historisk tilbageblik kan begynde.

Målmanden
Intet hold har en keeper, der alt i alt kommer bare tilnærmelsesvis i nærheden af vor egen Peter Schmeichel. Karismatisk som få og af vilje brændende som endnu færre ville en Schmeichel i sin karrieres zenit have skabt den savnede kolorit, galskab og energi med dertil hørende pressepolemik og store armbevægelser, som tidligere var ofte fundet iblandt målmændene.
Som 5-dobbelt mester for både Brøndby og Manchester United – samt et enkelt portugisisk mesterskab med Sporting Lissabon – adskillige pokaltitler og den meritterende 2-1 sejr med United over Bayern München i Champions League 1999 in mente er der ingen tvivl om, at han ikke blot spillede på klassemanskaber, nej, han var i høj grad en af dem, der skabte klassen. Således også ved EURO 1992 og VM i 1998, da Danmark nåede det hidtil bedste slutrunderesultat med et knebent 3-2 nederlag til Brasilien.
Italiens Buffon og spanske Casillas blegner, trods deres åbenlyse talent, ganske ved siden af Peter den Store, den tyske Oliver hedder ikke længere Djengis til mellemnavn, Peter Cech tjekker ud, og Sepp Maier og Dino Zoff reduceres til gennemsnitlighed og er slet ikke værd at nævne her. Åh, hvor vi dog savner en type som Schmeichel.

Den bageste
Jeg har gennem livet ikke set en mere elegant forsvarsspiller end Franz Beckenbauer. Og han nærmede sig faktisk de 30 år, da ”Kaiser Franz” ved slutrunden i 1974 for første gang løb rundt i netop vores 18 tommers s/h tv og fik hele det vesttyske forsvar til at virke elegant. På samme måde styrede han Bayern München til tre titler i rap i mesterholdenes Europa Cup, forløberende for Champions League, i 1974-76.
Så den første dekade af denne alle forsvareres ypperste fik jeg aldrig med, men det ændrer ikke på, han som spillertype er savnet. For han var på mange måder pragtfuldt kontroversiel og ikke bange for at ytre sin mening om tingenes tilstand, heller ikke til pressens repræsentanter (det er han sådan set stadig ikke), hvorfor han også var spændende at følge omkring kampene.
At han siden hen også gjorde Tyskland til verdensmestre som træner og for to år siden var en af hovedaktørerne i planlægningen af det flotte, tyske VM-arrangement lægger blot alen til hans meritter, der bl.a. også indeholder tre tyske mesterskaber og altså også et verdenmesterskab i 1974.
Som spillertype og menneske er hans lige ikke at finde iblandt den enorme mængde fodboldspillere, der troppede op til slutrunderne '06 og '08. Åh, hvor en sådan fræk elegantier, ligeså skarp i replikken som rap på fødderne, dog ellers var savnet. For nok er Cannavaro, Lahm, Ramos og co. dygtige forsvarere – men også intetsigende, hældende mod det pligtopfyldende kedelige.

Den midterste
Desværre kan der nu skrives tykkere bøger om Diego Maradonas herostratiske bedrifter udenfor end på banen, lige fra en 30 mio kroners nepolitansk skattegæld over værtsroller for obskure tv-programmer til kokainafvænning i læ af Fidel Castros cubanske cigarrige. Og det selv om Maradona ved VM i Mexico i 1986 gjorde den største forskel, jeg nogensinde har set en enkelt spiller gøre på et landshold. For nok blev Argentina fortjent mestre, men havde det ikke været for den absolutte ener, fodboldstrategen og –geniet Maradona, var guldet aldrig havnet i Argentina. Og så lykkedes det ham også at føre et såre ordinært, argentinsk hold til finalen i 1990, som dog fortjent tabtes til Beckenbauers tyske tropper.
Nok dobbelt italiensk mester med Napoli, der aldrig før eller siden har været i nærheden af storhed, efter et nationalt mesterskab med Boca Juniors og et par pæne sæsoner i Barcelona, er det især VM-slutrunderne fra 1978 til 1994, der på godt og ondt har beseglet hans skæbne.
Han blev tilsidesat af træner Menotti ved VM på hjemmebane i 1978, som Argentina jo vandt, og den da 18-årige Diego bestemt mente, han skulle have været en del af.
I 1982 blev han som hysterisk 22-årig smidt ud af en mellemrundekamp efter at have stemplet en modstander i skridtet.
I 1986 spillede den 26-årige anfører så fabelagtigt, nærmest guddommeligt som ingen anden før ham, at man kan være tilbøjelig til at tro på hans forklaring om Guds hånd, der assisterende vippede bolden over en fremstormende Peter Shilton i det engelske mål og var medvirkende til briternes exit.
I 1990 var den nu 30-årige Maradona blevet skrækkeligt krukket, ja, nærmest arrogant til det ulidelige – og i slutrunden i 1994 var han ganske enkelt blevet kokainvrag, og blev som sådan smidt på porten.
Maradona var at finde på lægterne som supporter ved Argentinas kampe i '06. Men som aktør på toppen af sin ydeevne, med alt det vidunderlige krukkeri og den ublufærdige pressetække inklusive, ville få Ballack, Arshavin, van der Vaart og de andre såkaldte midtbanestjerner til at fremstå glansløse og idéforladte. Typen og spilleren Maradona er altid hårdt savnet iblandt flokken af maskinspillere på automatismernes fantasiløse midtbane.

Den forreste
Kriterier er, som principper, til for at brydes. For heldigvis er Edson Arantes do Nascimentos – som for nemheds skyld fremover omtales ved sit kunstnernavn Pele – meritter sket i en tidsalder, hvor tv-billeder kan dokumentere de store fortællinger om en fodboldspiller, der scorede 1280 mål i 1360 kampe. Og et lille epistel som dette skal have Pele med, for dertil hører også legenden, vi elsker, om den fattige dreng, hvis enestående talent bragte ham rigdom – og i konkrete tilfælde bl.a. også tre nationale mesterskaber og to sejre i Copa Libertadores, Sydamerikas udgave af Champions League, med det brasilianske klubhold Santos samt tre verdensmesterskaber med Brasilien.
Pele var og er uomtvisteligt en af de største i fodboldhistorien. På disse breddegrader kendes især hans store øjeblikke ved VM i Mexico i 1970, hvor Brasiliens færd frem mod 4-1 finalesejren over Italien især tilskrives ham, mens han i Sydamerika, bortset fra Maradonas Argentina, også anses for den bedste spiller overhovedet, bl.a. fordi han spillede godt 20 sæsoner for Santos og så stort på de utallige europæiske tilbud, der kom – og da han endelig skiftede Sydamerika ud, tog han ikke til Europa, men Nordamerika og New York Cosmos.
Det ler de ad endnu derovre...
Han spillede altid fair, udstrålende en legende glæde og et glødende engagement, og så havde han et bundniveau, der til hver en tid var mil højere end nutidens småklodsede Klose’r, tunge Toni’er og boy-band-agtige Christiano Ronaldo’er.

Fremtidens slutrunder
Spillerne bliver generelt større og stærkere og kan derfor løbe længere og hurtigere og dække større områder af uden at blive trætte nær så tidligt i en kamp som førhen – og derfor er der mindre plads at spille frit og underholdende på. Parentetisk nævnt undrer det mig lidt, at en britisk forsvarskæmpe fra 70’erne som fx Dave Watson eller en angrebsgigant som Joe Jordan i dag ville høre til de lidt tyndbenede og mindre typer. Hvad kommer de mon på deres morgenmad nu, som ikke førhen fandt vej til morgenbordet?
De taktiske systemer bliver generelt mindre offensive og mere defensivt kompakte. Når angriberne også har defensive pligter, ryger noget af eksplosiviteten og sprælskheden uværgerligt, når spillet skal vendes – og det skal det jo, hvis man skal op i modstandernes felt. Og det skal man da, skal man ikke?!
Angsten for at tabe synes generelt at være det, der er holdenes drive. Kniven skal virkelig for struben, hvis der fortsat skal spilles offensivt efter 10 minutters spil af 2. halvleg ved en uafgjort stilling – hvor de sidste 35 minutter normalt går med forsigtig short passing på egen banehalvdel til bevaring af det ene point, mens en tv-kommentator sammen med en såkaldt ekspert taler om første halvleg, der i hvert fald var god.
Dog viser især Ruslands og Spaniens indsatser ved EURO 2008, at de hold, der ønsker at angribe, også er de hold, der vinder. Det var ganske opløftende!
Og så er det tid til at kigge fremad igen, nu hvor VM 2010 venter...