Sex eller Sartre

Et af problemerne med at skrive om fodbold er ofte, at man bliver nødt til at intellektualisere noget, der mest af alt er en umiddelbar, fysisk og/eller emotionel bevægelse for at give oplevelsen videre. Sagt på anden vis: Fodbold minder mere om sex end om Sartre – men i forbindelse med ”fodbold på skrift” tvinges dette forhold ofte på hovedet. Derfor er denne entry også en omgang ”Vild med dans” med Djævelens advokat og mig som de eneste på gulvet til den lette musik fra et boyband, der spiller: ”Hvilken avis er bedst til fodbold?” Jeg vil som en anden overlærer smide om mig med karakterer, mens jeg besvarer dette spørgsmål, selvsagt bagstræberisk ud fra den gamle skala, og se stort på, om jeg får din foretrukne avis med i bedømmelsen eller ej. Det er det smukke ved en blog. Man giver ordet til sig selv. Og er du uenig, ved du, hvor du kan klage henne …

Klassens dygtigste elever
BT og Ekstra Bladet er gerne lysår foran alle andre i det danske avislandskab, når det gælder dækningen af fodbold. Det skyldes bestemt ikke kun de resurser, der bliver brugt på dette område. Det er jo i fodboldens øjenhøjde – altså mere sex end Sartre – disse aviser er vant til at dække ALT andet også. Derfor er det en flok veltrænede, uspekulative børster, som helt i avisernes ånd kyler enstavelsesord og kvarte sætningers urskovsbrøl ned på siderne, uden dette skal forstås nedsættende. Det er netop på sin plads, når det gælder fodbold. De leverer begge fra tid til anden sobre og trivelige artikler om kunsten at spille fodbold, men essensen af selve dækningen er en skribentvirksomhed, der ligger tæt op af fodboldens impulsive udtryk. Man dristes til at mene, at havde Se & Hør en ren fodboldsektion, ville denne sidde lige i trekanten (!) – og Se & Hør har pudsigt nok gennem mange år ligget blandt de bedste i den interne bladkonkurrence om, hvilken publikation der er bedst til at tippe. Såre tankevækkende.

Men tilbage til studiet – eller rettere sagt: Klassen. BT og EB’s foretrukne udtryksform udgør generelt set et kæmpe problem, når de forskellige andre redaktioner på disse to aviser begynder at bruge ord som journalistik og integritet i forhold til dem selv og deres stof. Livet alt i alt minder trods alt mere om Sartre end om sex. Men i forbindelse med sporten (begge aviser ér faktisk bare smudsomslag til sporten) er det for det meste perfekt. Jeg savner i hvert fald ikke det store mht. fodbold, men vil for Søren da aldrig stille tilfreds med hverken BT eller EB, såfremt jeg skal sætte mig ind i div. krisepunkter på den nationale og/eller internationale dagsorden eller ønsker at gøre mig overvejelser om selve det at være til. Dog skal det huskes, at de begge står bag adskillige Cavlingprismodtageres fornemme arbejder og skelsættende, dybdeborende artikler i det hele taget – som himmelråbende undtagelser, der bekræfter reglen.

Men da det er ”fodbold på skrift” og ej samfundsfag, filosofi eller dansk, dette handler om, får begge aviser et klart 11-tal. Der er visse sensationshungrende tendenser til at finde og skabe problemstillinger, hvor ingen er – også her er de på omgangshøjde med hinanden – som kan virke irriterende for den mere opmærksomme læser, og det trækker ned på helhedsindtrykket, der dog stadigvæk er flot.

Stræberne og skammekrogen
Et andet problem, der gemmer sig i det at skrive om fodbold, er, at disse skriverier tit fremstår som en slet skjult retfærdiggørelse af det enorme tidsforbrug og den voldsomme, sjælelige investering, de fleste af os fodboldelskere tillader sig i forhold til den foretrukne sportsgren. Ydermere er de fleste fodboldidioter også sportsidioter som sådan, hvilket blot forstærker trangen til selvretfærdiggørelse. Hvis vi uge efter uge kan have (især) fodbold som omdrejningspunkt, må der da være mere i det end – fodbold.

Dette er aviser som Jyllands-Posten og Politiken ramt af i ét væk – tilføjet det i indledningen nævnte problem med intellektualisering. Læseren får ofte stillet kaskader af ord til rådighed om fodboldspillets påståede kunstkerne i et tankespind, der mest af alt ligner selvmodsigende (bort-) forklaringsforsøg og undskyldninger. Det er ofte som at høre ordrige Jørgen Leth ophøje cykelløb til gudernes dans, når man for 18. gang får læst og påskrevet, at fodbold er mere ballet end ballet, at fodbold er sammenblanding af postmodernistisk kropskunst og en libretto til livsens mangfoldige opera – eller slet og ret krigenes substitut. Nok slubrer jeg det i mig, for det gør jeg da i jagten på min egen undskyldning, men deres dækning af emnet lider herunder. Det er fodbold, for pokker. Det er ikke Sartre – eller Satre, som jeg nylig kom for skade at skrive i en mail, fordi den kære Sastre Cykelmyg fik sneget sig indover og skabte rod i min mandsopdækning. Ja, det er fodbold, så det er sex. Det er ikke en biologitime om forplantning. Den kliniske vinkel er udmærket at skære de fleste andre verdenskager fra, hvilket begge aviser så også gør fra hver deres holdeplads i den politiske og kulturelle hverdag – men det gælder sgu’ ikke i fodbold.

Således må begge aviser lide den tort at måtte nøjes med et 8-tal. Deres dækning ender i en mærkelig blandingsvare, en sætten sig mellem umiddelbarhedens og intellektualitetens stole, der minder om leverpostej uden varedeklaration og grumset middelklasse – som deres målgrupper – og bedre bliver det nok aldrig. Dertil sidder livets tunge alvor for tæt i fugemassen i avisernes mure og afgiver bedrevidende gasser, der siver ind i sindet og ud af pennen på div. skriverkarle, som tvinges til at gøre op med spørgsmålet: Hvis fodbold ikke er mere end fodbold – hvilken berettigelse har fodbold så i min kloge avis?

Det spørgsmål har de i øvrigt svaret på hos både Information og Kristeligt Dagblad. Her lyder det, at fodbold logisk nok ikke er mere end fodbold, så fodbold får lidt spalteplads hver 6.-15. uge (og altid kun i den filosoferende udgave) i en noget tilfældig turnus med andre sportsgrene og -begivenheder, og mere plads skal fodbold da heller ikke have. Jo, fodbold skal. Naturligvis. 03 til dem. Basta. Hvordan man end vender og drejer det, fylder fodbold utroligt meget i utrolig mange menneskers liv på tværs af Jorden, så det er at være i direkte modstrid med al virkelighed og menneskelighed at negligere dette faktum og fløjte for underlødighed, dømme fodbolden uvederhæftig og ligegyldig, mens man laver studentikose indvendinger mod spillets opbygning i stil med: ”Hvorfor gi’r man dem ikke bare en bold hver?”

De nærværende
Så er det godt, der findes div. aviser af mere lokal art som fx stiftstidenderne repræsenterer. Her er en fodbolddækning, der på landsholdsplan synes nær Politiken og JP’s fortænkte stil, på international klubplan beklageligvis, men resursebetinget er det rene Reuters, mens den på nationalt klubplan ofte minder om BT og EB’s, i hvert fald når det drejer sig om den problematiserende del i forbindelse med lokalområdets elitehold. Dog kan planken ikke gåes helt ud – hvilket heller ikke er tilrådeligt, da der jo er koldt, hajfyldt vand forneden!

Disse lokalaviser er med andre ord altid i gang med at udføre en svær, svær balancekunst. På den ene side ønsker de at forholde sig kritisk og nærværende i forhold til eliteholdet, mens de på den anden side ønsker ikke at træde det så nært, at adgangen hertil lukkes. Oven i skal lægges, at de danske fodboldklubber på højeste niveau netop er mere danske, end de er fynske, kronjyske eller københavnske mm. Og at de i forvejen eksponeres i landsdækkende aviser og medier, så det traditionelle tilhørsforhold ej er mere – hvilket giver det at skrive om fodbold et tredje og forholdsvis nyt og for disse aviser stort problem: Hvordan kommer man under huden på den lokale elite uden at støde den fra sig? I øvrigt en problematik de landsdækkende fik at føle i forbindelse med landsholdets infantile hoveren efter sejren i Portugal.

Svaret for lokalaviserne må være, at det kan man så heller ikke. Der kan allerhøjst blive tale om væbnet neutralitet, hvor avisen er bedst tjent med, det ikke kommer til åben slagudveksling. Alligevel formår de fleste af den slags aviser at lave ikke bare godt læsestof i al almindelighed, men også god, til tider endda sexet fodboldjournalistik om deres kerneemne, i.e. det lokale. Et smukt, generelt indtryk af, at journalisten samtidig også holder af det hold (eller den lukningstruede skole, lillebyens sidste købmand, den faldefærdige skulptur foran forsamlingshuset etc.), han/hun dækker, er med til at trække karakteren op på et 9-tal. Det er da vidunderligt befriende at læse en artikel, der klart giver indtrykket af, den er skrevet af en vrissen journalist, som er i dette mood, fordi hans favoritter tabte. In mente er naturligvis, karakteren er belønning for dækningen af fodbold i lokalområdet, og at den gives for et bredpenslet helhedsindtryk, som strækker sig helt fra eksempelvis Jydske Vestkysten og til Holbæk Amts Venstreblad, hvorimellem især de to store stiftstidender med base i hhv. Århus og Odense fremstår som flagskibene.

OBS-klassen
De store gratisavisers fodbolddækning bærer æklende præg af, at fodbolden alene dækkes, fordi denne dækning er med til at sælge annoncer. Derfor skal de også blot være nævnt en passant og som ledetråd hen imod ”en underlig fisk”, nemlig de husstandsomdelte ugeaviser, der lever et semi-amatøristisk sted mellem ovennævnte stiftstidender og de store gratisaviser og repræsenterer et fjerde problem ved at skrive (i det hele taget og derfor også) om fodbold: Fodbold på skrift kræver et vist minimum af skrivetalent, hvis div. beretninger om mindre lokalholds bedrifter ikke bare skal fremstå som en omgang irriterende øjenstøj, nu og da grænsende til det ufrivilligt komiske eller det direkte ulæselige.

Derudover findes disse husstandsomdelte i så mange udgaver, det kan forekomme håbløst at mene noget generelt om deres fodbolddækning – og jeg vil da også nøjes med at konstatere, at de ugeaviser, jeg kender til (og gør en kunst ud af at komme til at læse, når jeg er udenbys), mestendels gør et udmærket stykke arbejde, selv om der hverken er tale om levende journalistik på højde med fx Tips-Bladets salige Per Høyer Hansen (for at nævne en ener), frække Ekstrabladsjournalisters Carl Mar-udgydelser eller stiftstidendernes solide lokaldækning. Karakter kan der ikke gives, da ugeaviserne simpelthen er for uens en størrelse og ikke når op på niveau, men ros skal de til gengæld have, dem der gør et forsøg på fodbolddækning. Det blev småt med græsrodsfortællinger i det store fodboldlandskab, hvis disse ugeaviser ikke var der til at huske os på dem.

Straight A student
Det er næsten unødvendigt at skrive, at ingen herhjemme kan måle sig med Tips-Bladet – og den sammenligning er i sagens natur også uretfærdig, da TB jo ikke er en egentlig avis. Her går alle midler (stort set) ubeskåret til fodbolddækning i et blad, der (stort set) kun omhandler dette emne, og derfor kan samtlige måder af fodbolddækningen, både den kritiske, den uddybende, den intellektuelle og den umiddelbare, hver gang komme til udtryk. At TB’s hjemmeside også er på omgangshøjde med de bedste indenfor denne del af mediebilledet, lægger blot alen til bladets renommé. En fræk hund ville gø, at holder man TB, behøver man ikke tænke på, hvordan ens avis dækker fodbolden. Man får det endda hele to gange om ugen, hvis man vil – uden yderligere sammenligninger …

Men mange af os kan faktisk godt lide det daglige avisfix fodbold – og så er vi tilbage ved begyndelsen og i gang med at tage skoene på for at gå i kiosken og hente BT eller Ekstra Bladet. I hvert fald hvis det er dækningen af fodbold, der har 1. prioritet.

En pædagogisk karakter
Slutteligt vil jeg svare de ganske få, der spørger: Hvor er Berlingske Tidende henne? Svaret må blive identisk med spørgsmålet. Og de ved det vist heller ikke selv. En selvretfærdig, tungsindig avis i tabloid ligner en papirudgave af en surmulende kælling, der går i lavtaljede jeans og stroppeløs top i et desperat, nyttesløst forsøg på at holde trit med de frække i klassen. Ydermere læser jeg kun i tanten, når jeg er ved lægen (jeg har bedt ham om at bytte den ud med en hvilken som helst anden avis), hvorfor avisens såkaldte fodbolddækning går hånd i hånd med mellemørebetændelse, stivkrampesprøjter og influenza, der hos mig afføder en betinget refleks af afsky, som måske vil dække som en forplumrende sky for min ellers enestående saglige bedømmelse – men et pædagogisk 6-tal kunne der blive tale om, hvis jeg endelig skulle give et bud. Karakteren man altid giver, når man har overhørt en tvivlsom og uinteressant elev …

Og hermed takker Djævelens advokat og jeg af efter ovenstående strøm af selvmål – og ordet er givet videre, for det er blevet tid til at læse dagens aviser.