Skal du nu se fodbold igen?

Ja, det skal jeg!

Og det er ikke hvilken som helst kamp. Næh, nej, det er en yderst vigtig kamp i tredje runde af pokalen – øh, sorry, Ekstra Bladet Cup, eller hvad Fanden den luder nu er betalt for at hedde – mellem et hold, der kaldes for, kaldes for … jeg skal nok komme i tanke om det … nå, ja, AB mod et andet hold, som er … er … FC Midtjylland. Det må du da ku’ forstå, lille gås, er ligeså nødvendigt at se for en fodboldjunkie, som en smøg er for en ryger, som en flaske portvin er for en alkoholiker, som en penisforlængelse er for hver en forsmået mandsling.
Jeg skal oven i købet se kampen, fordi jeg har et højere mål: Min makker og jeg har netop lanceret det første uafhængige blogsite for fodbold-Danmark, så jeg vil lægge ud med at skrive om nogle af de mindre, her AB, for ligesom at slå den altfavnende tone an. Ydermere er AB min gode ven Jens’ 80-årige svigerfars livslange kærlighed, og ham kan jeg da ikke svigte – hverken Jens eller svigerfar. Så dribl du ud i køkkenet og lad mig være i fred. Hvis du samtidig skifter den mindste, putter ham, før du putter de to næste og kommer med en kold øl i pausen, kan det være, jeg rater dig ligeså højt, som jeg altid har ratet Allan Simonsen – KAN være.
Nå, så fik man fred for madammen. Og første halvleg viser sig faktisk at være fornøjelig, især fordi de formåede små, AB, er bedst og kommer foran mod de formodede store, FC Muh, der ikke har meget at byde på. Jeg overvejer faktisk at indrømme, det er rent held, jeg ser en god kamp, og at den ligeså godt ku’ ha’ været ligegyldig, til viven dukker op ved pausefløjtet og spørger, om jeg så har fået taget nogle gode notater. Hun har oven i købet en kold øl med. Det er svært med al den forstående godhed – men jeg forstår at skubbe den fra mig og replicerer, at jeg self ikke behøver noget så plat som at ta’ notater. Min hjerne rummer da det hele.
Med et tvivlsomt mumlet ”nå, ja,” fordufter et styks kvindfolk atter, og jeg har stuen for mig selv, hvori jeg – afbrudt af to irriterende reklameblokke – kan se og høre Poul ”det er fantastisk” Hansen og Peter ”er det ikke fantastisk?” Møller analysere første halvleg. De holder først mund, da anden halvleg går i gang. Bedre sent …
I anden halvleg presser FC Midtafrika på for en udligning, men AB holder stand og har samlet set flere muligheder for at udbygge føringen, end FC Mørk har for at få remis. Da dommeren fløjter den velspillede kamp af, har AB vundet, og de lykkelige, grønklædte akademikersupportere, hvoraf de fleste mere ligner 9. klasser end studentikose kloge Åger, kan feste igennem. Det kan Thomas Thomasberg ikke, men jeg når at zappe væk, før jeg skal høre på hans bortforklaringer mellem Poul Hansens fantastiske fortællinger om de fantastiske AB-spillere, der modstod de ellers fantastiske midtjydske spilleres fantastiske forsøg på at gøre fantastiske ting, naturligvis afbrudt af Peter Møller, der vil vide, om det ikke er fantastisk af disse fantastiske AB’ere at slå de ellers fantastiske etc.
Det er sgu’ lige før, de får spoleret en ellers god tv-fodboldaften. Men pris Herren for remote control – og for min viv, der kommer ind i stuen og spørger, om jeg ikke trænger til at blive aet i nakken ovenpå denne påtvungne, hårde tjans som redaktør på voresfodbold.dk. Så pyt da. Lidt længere ned, tak. Og hvis du lige laver mig en toast, kan jeg lægge min entry op imens …