Straffe!

Det er bare et lille spark til en læderkugle fra en lille, hvid kridtplet, ikke så langt væk fra målstregen – men sikke en furore, det kan skabe, det lille spark, der har sin egen pudsige fodboldhistorie.

Straffesparket
Straffesparket, som i dag er en ganske naturlig del af fodboldspillet, blev indført som paragraf nummer 13 i de britiske fodboldlove i 1891, og således var der altså blevet spillet organiseret fodbold i adskillige år uden reglen om straffespark. På det tidspunkt, hvor reglen indførtes, havde fx FA Cuppen 20 år på bagen.
I løbet af disse 20 år havde der været nogle usportslige hændelser, som ifølge fodboldens datidige topfolk nødvendiggjorde en skærpelse af reglerne, mens der iblandt det almindelige fodboldfolk var en udbredt stemning imod indførelse af straffesparket. For spillet var jo skabt af gentlemen for gentlemen, og ingen kunne sådan virkeligt forestille sig, man forsætligt optrådte usportsligt.
FA var dog klarsynet nok til at mene, at det var der …

Tillægstid
I takt med den stigende professionalisme i engelsk fodbold, der allerede i slutningen af 1800-tallet havde fuldtidsbetalte ligaer, opstod der dog flere og flere situationer i div. kampe, som ganske pegede i retning af, at man ved Gud da sagtens kunne finde på at optræde usportsligt alene for at vinde (og hæve sejrsbonussen). For nok var spillet skabt af gentlemen, men det blev nu anført af knap så gentle men, hvis månedlige indtægt afhang af resultaterne på banen, og som ikke havde andet hverv at brødføde husholdningen med.
Dommernes tilladelse til at lægge tid til – hvilket altså heller ikke er en selvfølge – kommer i øvrigt fra en yderst usportslig situation, der udspillede sig netop omkring et straffespark i en engelsk ligakamp mellem Stoke og Aston Villa i 1891. Stoke var bagud 2-1 og fik tilkendt et straffe i sidste minut. Kendelsen gjorde en Villaspiller så vred, at han høvlede kampbolden – der således også kun var én af – omtrent ned til bredden af Trent, og inden bolden var fundet igen og bragt tilbage, havde dommeren fløjtet af, hvilket han skulle ved tidens udløb, og Villa havde således vundet.

12 yards eller Elfmeter
Straffesparket blev dog ikke indført alle steder på samme tid. I Danmark indførte man først reglen om straffespark i 1899. Formuleringen var endog særdeles vag: En dommer kunne vælge at dømme straffe, såfremt en spiller med vilje havde begået frispark i et område af 12 yards (ca. 11 meter) omkring eget mål.
De 12 yards var i første omgang overladt alverdens dommeres øjemål. For først i 1902 indførtes målfeltet som verdensomspændende fodboldregel med straffesparkspletten de nu berømte 11 meter borte – tyskerne kalder jo også straffespark for Elfmeter – og i 1905 blev reglerne yderligere strammet op og målmanden pålagt at opholde sig i målet under straffespark. Mange spillere, målmænd inkl. anså stadig straffesparket som et utidigt angreb på sportsånden, og sidstnævnte stillede sig i protest ofte ved siden af buret ved straffespark.

Ændrede regler
Senere er alle fodboldregler jo blev afstemt, således de er de samme på tværs af fodboldverdenen. Så bortset fra de sporadiske dispensationer i udviklingens ånd, der gives, og de forsøg, der gøres i ny og næ, spiller alle efter samme regelsæt i dag – det kan bare være pokkers svært at se nogle gange!
I mange, mange år skulle der fx dømmes omspark, hvis en målmand gik før tiden, såfremt der ikke blev scoret på straffesparket – dvs. hans fødder måtte ikke forlade mållinien, før der var sparket. Men stort set alle målmænd gik før tiden. Alle vidste det. Når en dommer en sjælden gang alligevel dristede sig til at følge paragrafferne og dømme omspark, blev der en pokkers ballade. Det var en uskreven regel, at målmændene godt måtte gå før tiden, selv om det var et brud på de nedfældede do.
Siden hen har FIFA så efterlevet den uskrevne regel og har gjort den aldeles nedskrevet. Så i dag går diskussionerne først i gang, hvis en dommer dømmer omspark, når en målmand går lidt frem og dermed forlader stregen ved et straffespark, eller en eller flere spillere løber ind i feltet før straffesparket er udført. Intet af det er tilladt. Det sker bare alligevel…

Det smukkeste straffespark
Afrundende henledes opmærksomheden på det smukkeste straffespark, denne signatur har set forvandlet til mål. Det er suverænt Allan Simonsens matchvindermål til 1:0 mod Peter Shilton og England på Wembley den 21/9 1983. Det skyldes dels målets betydning, som stort set betød dansk kvalifikation til EM 1984, og dels at jeg selv var til stede på det gamle Wembleys tilskuerpladser den vidunderlige aften, hvor alt blev rødt og hvidt, og roliganbevægelsen for alvor trådte i karakter.
Phil Neal, Liverpool-back og i de dage selv sikker straffesparksskytte, havde klodset klasket hånden mod bolden inde i feltet, så der var intet at indvende mod dommen. Allan Simonsen virkede iskold, da han løb mod bolden og langsomt lænede sig mod sin venstre side, hvilket fik Shilton til at gå til dén side af målet – hvorpå Allan blødt og rent lagde bolden ind i den anden side.
Det var fantastisk! Hvilken jubel! Hvilke scener! Hvilken begejstring! Vi kastede os i armene på hinanden og væltede et par stolerækker ned i ekstatisk lykke, mens de danske spillere kastede sig over hinanden i vild glæde.
Ja, det var stort. Og det var endda bare et lille spark fra en lille, hvid kridtplet.