Suset fra engelsk fodbold

Følgende rejsebeskrivelse gør et forsøg på at give et autentisk indtryk af den fantastiske oplevelse, det er at tage på fodboldtur til de britiske øer og overvære en kamp på et engelsk stadion - i dette tilfælde Pride Park, der lægger græs til "mit" engelske hold, Derby County.

Den ubestridte formand for Derbys danske supporter-afdeling, Carsten Larsen, og denne signatur drog i det tidlige efterår 2004 til Derby for at se Derby spille mod Sunderland. Det blev en begivenhedsrig tur med bl.a. en rundvisning på akademiet, Moor Farm, en videnskabelig fredag hvor hypotesen: "Jeg kan sagtens komme op i morgen, selv om jeg tager en Marston’s mere," blev undersøgt grundigt, en rundvisning på Pride Park, en fantastisk kamp i den engelske 1. division, et møde med selveste Kevin Hector og meget, meget mere.

Jeg har i nedenstående prøvet at få sortere det fra, som blot er private morskabsminder mellem Carsten og mig, og alene fastholde det, der faktisk er af interesse for den almene fodboldsupporter. Men da Carsten er en ualmindelig hyggelig mand med masser af humor og lune, havde vi også mange morsomme oplevelser, hvilket måske og ganske uprofessionelt vil skinne igennem. Jeg håber, læseren vil bære over med mig.

Turen til Derby er hurtigt overstået, hvis man flyver fra Kastrup til Birmingham og derpå tager toget videre op til Derby. Inklusiv check-in i lufthavnen klokken godt syv fredag morgen havde turen taget knap seks timer, da vi ved middagstid tjekkede ind på det dejlige, lille Rangemoor Hotel i hjertet af Derby. Derfra var det bare at drøne ned på Standing Order for at spise frokost, inden den navnkundige og allestedsnærværende Ron Stevenson kom og hentede os. Vi skulle på rundtur på Moor Farm.

Moor Farm er vitterlig en rundtur værd. Et imponerende træningsanlæg med 11 udendørs fodboldbaner samt en indendørs do. med kunstgræs, flotte omklædningsrum, en dejlig, lys kantine med afslapnings- og Tv-rum – det skorter ikke på luksus. Under rundvisningen hentede John Davidson, Derbys Kit Manager, som vi mødte undervejs, kvit og frit et par langærmede hjemmebanetrøjer til os, som vi stolte bar næste dag på Pride Park. Karakteristisk for hele turen var i det hele taget, at vi blev behandler utroligt fornemt alle vegne. Hver gang Ron sagde: "These guys have travelled alle the way from Copenhagen…" fik vi enten store discounts eller tingene foræret. Således også på Moor Farm, der i øvrigt er omkredset af et jerngitter og har en portal, der er M.I. 5 værdig.

Resten af dagen tilbragte vi i Derby med at shoppe lidt i Supporter Store, klappe Steve Bloomer på busten (!) og spise usunde snacks og fortælle gamle vittigheder, mens vi legede turister. Aftenen tilbragte vi i selskab med Marston Bryghus og andre beslægtede huse nede på Standing Order. Det var en ubeskrivelig aften, selv om vi blev der tre timer længere, end vi faktisk kunne…

Lørdag oprandt lidt for hurtigt. men efter et solidt morgenmåltid i den hjertelige spisestue på Rangemoor Hotel var vi faktisk fit for fight. Det manglede også bare. Vi skulle sandt for dyden nå noget denne dag. Først skulle Carsten ud på Pride Park og interviewes til The Ram, kampprogrammet, så skulle vi på rundvisning på Pride Park, hvorpå der vankede en gevaldig buffet oppe i the Pirelli Suite. En elskværdig Derby-supporter sørgede for os til buffeten – og latteren ved det bord, hvor vi sad, ville ikke forstumme, da jeg spillede et pund hos Ladbrokes-damen på 5-0 til os. De hulkede virkelig af grin. Jeg syntes umiddelbart, det var en temmelig negativ indstilling at have til sit eget hold – til jeg havde set de første 5 minutter af kampen. Så lo jeg også ad mig!

Kampen var et mareridt. Sunderland spillede som i deres ypperste PL-dage, og vi spillede, som om vi lå i 2. division. John Oster i den ene side, og Martin Butler og Arca i den anden drønede rundt på fløjene som de nu lystede, og både angriberne Stewart og Kyle og de førnævnte herrer skulle have scoret et mål hver – allerede før pausen. 0-0 ved halvleg var forfærdeligt misvisende. Det blev lidt bedre efter pausen, hvor indskiftningen af Valakari i stedet for en tåbeligt svagtspillende Lee Morris skabte ro og orden på midtbanen. De to unge, Huddlestone og især Lee Holmes, spillede glimrende, og Pablo Mills og Newcastle-lånet Caldwell gjorde deres bedste for at kompensere for, at Derbys backs var ikke-eksisterende og målmand Oakes svag som et siv.

Miraklet skete alligevel. En ellers suveræn Mart Poom, der var blevet hyldet af hele stadion inden kampen, lavede sin eneste fejl efter et hjørnespark kort før tid, og bolden faldt pludselig ned foran fødderne på en ellers svag Ian Taylor, der sparkede den i kassen. 1-0 til os i det 90. minut. Det kunne ikke gå galt nu. Vi havde vundet. Vidunderligt! Men så: 3½ minut senere sank verden i grus. I absolut sidste sekund afsluttede Mart Poom, målmanden der jo lige var skiftet fra os til Sunderland, en løbetur fra eget felt ned til Derbys felt med at heade bolden i kassen efter hjørnespark. En fantastisk scoring, bestemt, men det mest grusomme mål jeg har været udsat for. Vi var som forstenede. Poom rendte rundt og modtog folkets hyldest, han smed endda sine handsker ud til derbys supportere, men det hjalp ligesom ikke. Poom-a-rang, sagde det, og jeg skal aldrig tilgive ham!

Carsten og jeg listede tilbage til hotellet og tilbragte det meste af aftenen med at følge uddrag fra diverse PL-kampe. Det var såmænd meget hyggeligt, men gassen var ligesom gået af ballonen. Vi drak the, spiste chokolade og sludrede lidt, mens fjernsynet kørte – og så gik vi tidligt i seng.

Men som de gale briter siger: It’s hard to keep a good man down. Så da to x good man vågnede til endnu en morgenkomplet i det søndagsramte England, var humøret også vendt tilbage. Vi indså, at i stedet for at returnere til Danmark efter et fortjent 9-1 nederlag, var vi sluppet fra Pride Park med 1 point – og vi havde oven i købet set et mål, der vil blive talt om på de kanter de næste 30-40 år. Og ikke nok med det: Den kvikke Carsten havde hjemmefra fundet ud af, at et hold bestående af gamle Derby-spillere ville spille en charity match lige i nærheden netop denne søndag. Og Ron havde allerede tilbudt sin assistance, således denne morgen gik med at tale om, hvem der mon ville være på holdet. Jeg håbede på min gamle helt Charlie George, og Carsten håbede på sin, nemlig Kevin Hector. Vi var faktisk så opstemte, da vi forlod Rangemoor, at det lykkedes mig at få lokket den ellers så ugudelige københavner Carsten med på rundvisning i Derbys katedral. Et smukt stykke stemningsfuldt bygningsværk, må man ellers sige.

Ron hentede os lidt over middag, og vi kørte forbi et forfaldent Baseball Ground ud til Mickleover, hvor kampen skulle spilles. At kalde holdet, der mødte op, for ex-Rams, hvilket div. avertissementer ellers havde gjort, var ikke helt sandt. Men iblandt de fremmødte var Phil Gee, Andy Garner og en afslappet og yderst venlig Roger Davies, som stod og sludrede med os i en 10 minutters tid. Derpå ankom Kevin Hector.

At sige at Carstens ansigt lyste op, er for lidt. Men det er svært at beskrive anderledes. Helten fra de fede 70’ere, Hector himself, stod grangiveligt lige dér et par meter foran. Ron forklarede, hvem vi var, og hvorfra vi kom, og Hr. Hector stillede sig op med største selvfølgelighed, som Davies havde gjort det, og sludrede hyggeligt og venligt. Da ex-Ramsene havde klædt om, sørgede han også for, vi fik et holdbillede. At Ron samtidig fik et par af de autografer, han manglede i sin enorme samling, gjorde dagen omtrent fuldendt – allerede inden vi havde set ex-Ramsene spille.

Kampen var rigtig dårlig, selv om ex-Ramsene vandt stort. Men som en kær, gammel kollega af mig altid sagde: "Det er noget lort, vi laver, men vi har godt vejr til det!" Og solen skinnede, det var næsten 25 grader varmt, og alle var glade, så vi kunne ikke forlange mere. Vi lagde os i græsset ved sidelinien, og Ron fortalte om de glade 50’ere og England under krigen og sin tid som politimand etc. Det var et par virkelig skønne timer.

Dagen afsluttede Carsten og jeg med et besøg på et pizzaria og et chokoladebar- og sodavandindkøb, og så var det ellers hjem til hotellet og pakke, før vi kunne slappe af med endnu en omgang PL i TV. Vi var godt brugte begge to. Turen hjem skulle begynde allerede kl. 6 næste morgen, så vi betalte for opholdet, inden vi gik til ro – og fik en pæn discount! Sådan er det at være iblandt venner, og det er man på Rangemoor Hotel. Der var også smurt en stor madpakke næste morgen til os, fordi vi skulle af sted, før den egentlige morgenmad. Hvad vil man mere?

Turen tilbage til Danmark var såre smertefri. Ganske vist var flyet i Birmingham forsinket en times tid, men den brugte vi på at læse aviser og hygge os over en kop kaffe og glæde os til at komme hjem. Og resten er historie…