Tak til Ronny fra fmdanmark.dk

Vi har fået lov til at låne nedenstående artikel, der er skrevet af den dygtige signatur "Ronny" fra vore venner på www.fmdanmark.dk - og er en tankevækkende én af slagsen, der går under overskriften:

"KAPITAL FØR FODBOLD"

I disse tider er medierne overalt. Internettet er et af disse, og når vi en gang imellem bevæger os ud i virkeligheden, så springer de også i hovedet på os – hvis vi da ikke vælger, bare at sidde i vores italienske lædersofa med benene oppe og tænde for fjernsynet. Og vi forventer at blive underholdt fra første færd, men det sker i virkeligheden på mediernes præmisser, og de viser os den virkelighed, de finder mest underholdende. Dette gælder desværre også for sporten, hvor sportspræstationer bliver vurderet efter deres underholdnings- eller markedsmæssige værdi – og deraf ikke af det egentlige indhold.

Det seneste eksempel, som jeg kan komme i tanke om, må være Viasats beslutning om at sende Vejle – FC København-kampen, hvor man i stedet kunne have valgt at sende den langt mere afgørende og indholdsrige AaB – OB-kamp. Et valg som en del på FMDanmarks forum også stod uforstående over for. Som jeg ser det, så er vi på vej mod en sport, hvor alt bliver et spørgsmål om penge og underholdning, og som i værste fald kan ende som en sport uden sjæl.
Dengang far var ung og styrede dansegulvene på sodavandsdiskotekerne, var fodbold en kamp om ære og langt vigtigere ting mellem byer, nationer og endnu længere tilbage i tiden – stammer. I dag har vi bare en mediemaskine, hvis ypperligste formål er at skrabe så mange penge ind som muligt.

Uden hjerte og sjæl
At fodbolden ender som en sport uden hjerte og sjæl er selvsagt et worst-case scenario, for der vil altid være folk, der stadig har den oprigtige passion. Men jeg ser en udvikling, hvor størstedelen af de sportsinteresserede har et uopfyldeligt behov for underholdning, der tilsidesætter værdigrundlaget og moralen i al sport, da man i denne zapper-kultur blot skifter kanal, hvis man keder sig – og ikke føler sig underholdt. Imens vil man se, at topatleterne vil svinde ind som brikker i et spil eller blive artister i et mediecirkus. Vi ser de største klubber tage til de asiatiske lande, for via et velsmurt image og lækkert hår kan der tjenes millioner. Vi ser asiatiske skønjomfruer, der ellers ikke interesserede sig for fodbold, pludseligt tilbede europæere. Og de køber selvfølgelig alle de produkter, som stjernerne reklamerer for.

Slagmarkens helte – fokuset på eneren
Vi ser en voldsom fokusering på slagmarkens helte – individualisterne – i stedet for på det holdspil, som fodbold nu engang er. Selvfølgelig vil der være nogen, der fortjener at blive fremhævet på et hold, da der altid er nogen, der er bedre end andre på et hold. Men man ser allerede en meget ensidig fokus på bestemte spillere, hvor FC Barcelona vil være et godt eksempel. Søger man inde på et dansk FC Barcelona-site, så er der omtrent dobbelt så mange hits på Ronaldinho, hvis man sammenligner med Rafael Márquez, der endda har deltaget i ligeså mange kampe i denne sæson. Og derfor må anses som en ligeså vigtig brik på holdet. Men firmaerne, der sponsorer diverse spillere, har en stor interesse i, at netop ’deres’ spillere bliver eksponeret mest muligt, og jeg mener, at det er grunden til, at vi oplever dette.

Men det er ikke fordi, at det er et nyt fænomen, der er kommet listende ind inden for de sidste par år. Selvom jeg var et ungt kid, dengang Laudrup-brødrene og Peter Schmeichel spillede for Danmark til VM i 1998, husker jeg tydeligt det store mediefokus, der var på en ung knægt, der slog sine folder for Brasilien. 22-årige Ronaldo skulle tryllebinde os, og der var ikke noget, som han ikke kunne – eller det var der så. Det er en offentlig kendt hemmelighed, at Ronaldo blev dopet med alskens medicin, så han kunne spille, og sponsorerne blev glade. Her blev kapitalen prioriteret højere end mennesket, og man kunne nærmest fornemme en desillusioneret Ronaldo i finalen, som han nok stadig prøver at glemme. Men man begynder at frygte en fremtid, hvor fodboldspilleren er en levende reklamesøjle, som ikke spiller for at tilfredsstille sig selv og sine fans – men sine sponsorer. Fremtidens fodboldspiller bliver kynisk og uden hjerte for spillet.

Udviklingen i fodbolden
Fodbolden er blevet en kynisk forretning og har været det længe. Rigmænd rundt omkring i verdenen begynder at se mulighederne i fodbold, og vi ser så småt overtagelser af klubber rundt omkring i de største ligaer, hvor Premier League har et par hold, der er kendte for at have en rigmand ved roret. Og trods store fan-protester så er det et faktum, der umiddelbart ikke er meget at gøre ved. Der skal skabes overskud, men heldigvis har de nye ejere også haft sportslige ambitioner. Det er de heldigvis nødt til at have, hvis de samtidig skal tjene penge, for det er som bekendt i Champions League at millionerne er.
Og apropos Champions League. Så har vi at gøre med en turnering, hvis oprindelige koncept var, at mestrene fra de forskellige europæiske lande skulle møde hinanden, for at finde ud af hvem der var Europas bedste mandskab. Jeg ser ingen tilfældigheder i den udvikling, som Champions League har taget, men det er mit håb, at Michel Platini er en mand af sine ord, der blandt andet har lovet at skære ned på antallet af hold et land kan have med til Champions League og øget solidaritet blandt klubberne i Europa.

Den kyniske fremtid jeg forudser, er som førnævnt worst case-scenario, men jeg anser det ikke for urealistisk, at vi oplever en endnu større trang til underholdning blandt de sportsinteresserede, som medierne selvfølgelig vil skabe på deres vilkår og ønsker – med fodboldspillere og fans som statister i et spil, der efterhånden vil miste sin sjæl, da kapitalen vil komme før fodbolden.