Tilskueruroligheder

Det er bestemt ikke nyt med tilskueruroligheder. Dækningen af fænomenet er sikkert intensiveret gennem de sidste par årtier, som al dækning af ”the beautiful game” er det, men det er altså ikke nyt.

Nedenfor følger en beskrivelse af nogle tilskueruroligheder, der fulgte efter en kamp i Idrætsparken for mere end 40 år siden – og uden dette på nogen som helst måde skal fremstå som et forsvar eller en undskyldning for nogen som helst form for casualisme eller hooliganisme, kommer der også en stille causeren over fænomenet tilskueruroligheder som sådan og såmænd også dækningen heraf.

Svend Aage Andersen stod i 1960’erne journalistisk bag den illustrationsrige ”Årets bedste fodboldkampe”, der er en udgivelsesserie, som sikkert har ligget og ligger under mangt et juletræ som den ønskede gave fra mor og far til sønnike – og far selv. Denne Hr. Andersen var en dygtig skribent, som levende videregav højdepunkterne fra mange, store fodboldkampe på tværs af Jorden og dermed også fra lille Danmark. Det skete i en tid, hvor der kunne gå dage fra en kamp var spillet, til verden kendte resultatet og fik en fortjent gennemgang af begivenheden, og hvor man altså ikke blev stopfodret med facts i en konstant nyhedsstrøm, som desværre ofte udmærker sig ved sensationshunger, opblæsthed og en økonomisk nødvendiggjort smisken for annonce- og bannersalg. Men herom en anden gang.

I ”Årets bedste fodboldkampe 1966” beskriver Hr. Andersen indfølt og ivrigt i ligelig begejstring og afstandstagen pokalfinalen mellem AaB og KB. Og at dømme ud fra referatet var det herredyst, der kørte på alle nagler. Den endte i hvert fald i forlænget spilletid efter de første 90 minutters 1:1 og fik slutteligt AaB som vinder med cifrene 3:1.

Der blev virkelig gået til stålet, kan man forstå på Hr. Andersen. Bl.a. er der følgende at læse: ”AaB holdt til gengæld sin ende fri ved særdeles kontant forsvarsspil, der især gik ud over det unge talent Karl Aage Skouborg, der måtte døje urimelig hård behandling …” Lidt senere står der ydermere: ”Udligningen sørgede Niels Møller for – med et herligt, rent langskud direkte på frispark efter temmelig voldsomt håndgemæng i det jyske straffesparksfelt.” Dette bliver fulgt op af: ”Der manglede da ti minutter af kampen, som forløb under begge holds udfoldelse af hektisk temperament …” Samt: ”Så var der ingen vej udenom ekstrakamp (forlænget spilletid, NS), hvor temperamenternes frie spil fortsatte …”

Jo, der var en fight og en flåen, der var skub og skærmydsler, der var hiv og hidsighed for alle pengene. Men det er ikke det, der generer Hr. Andersen, som gennem sit liv og virke i fodbolden da også må have set langt værre. Nej, det er såmænd pøbelen, publikken, tilskuerne, han har noget imod. Bl.a. står der: ”Den jyske sejr var fortjent, men vinderne fortjent ikke, at publikum spolerede overrækkelsen af pokalen ved at myldre ind på grønsværen og opføre sig helt afsindigt.” Altså, efter 120 minutters indædt fight og fodboldvold forlanges det, publikum skal stå ærværdigt og klappe af vinderne …

Han har selvsagt en pointe, Hr. Andersen. Det har han. Fx afgjorde en fuld fodboldtosse for nylig en svenskerlandskamp til de blågules fordel med et utidigt klap på en forskrækket dommers skulder. Det var det rene idioti. Tænk, ene mand at besejre det danske landshold … Og jeg erindrer da også en skræmmende horde skotter, der engang splittede Wembleys bane ad efter en sejr over England, en sejr, der var fremkommet ovenpå to holds ondsindede slagsudveksling gennem 90 minutters knæhøje tacklinger og bryske nærkampe uden megen øje på bolden. Det var galskab i pureste form – både hos spillere og hos tilskuere.

Men mon ikke Hr. Andersen trods alt havde sit journalistiske hjørne for langt væk fra begivenhederne, da han beskrev den ålborgensiske invasionsstyrke? Og hvad ville han have skrevet om os, der stormede fra lægterne på Odense Stadion og ind på banen, da OB blev mestre i 1982? Hvad ødelagde vi ufortjent?

I al fald er ovenstående svenskerlandskamp noget af det mest sindsoprivende, det danske landshold har været med til længe. Vi havde pludselig chancen for at nakke de skide svenskere efter at have været nede med 3:0, så nu skulle det være. Nu stod der 3:3. Ja, nu skulle det være. De sku’ ha’ for både Skåne, Halland og Blekinge – og lidt for Norge også. Det var præcis så sindsoprivende, at Christian Poulsen endte med at slå en modstander, der havde provokeret ham. Hvorfor skulle det ikke smitte? Helt oppe at køre på alle nagler (igen) gav han svenske Rosenberg en fortjent mavepuster – og den dumme dommer fløjtede for det! Han sku’ da også ha’ én i skidesækken …

Og mht. skotternes groteske flåen Wembley fra hinanden, så stod der mennesker bag, som repræsenterede et folk, der gennem århundrede havde følt sig trådt under fode af den mægtige kammerat i syd (det kender vi vist fra os selv). Kombinationen af skotsk mindreværdskompleks, en samfundsøkonomisk tid præget af arbejdsløshed og ”no future”-mentalitet og altså en årelange skruestik af frustration fik pludselig en længe tiltrængt lynafleder – i dette tilfælde en simpel fodboldsejr – hvor hadet, håb- og magtesløsheden kunne aflades gennem. Nu skulle de englændere sættes på plads én gang for alle. Eller som vi (uden yderligere sammenligning) sang: Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei …

Og begejstringen er ej heller at forglemme. AaB vinder endelig pokalen – eller OB endelig mesterskabet – og den jublende lykke efter en brutal kamps intensitet og ekstreme bølgen frem og tilbage skal ud, ud, ud. Hvad er bedre til denne kanalisering af lykkeenergi end at løbe nogle armspjættende, brølende omganges eufori på en grønsvær? Ifølge andre, samtidige annaler blev enkelte spillere ligefrem rørt ved af jublende tilskuere ovenpå slutfløjtet af den højdramatiske pokalfinale. Rørt ved?! Åh, hvor forstemmede … mens jeg atter påpeger, at selvsagt skal man ikke entre grønsværen og røre ved spillere eller dommere hverken før, under eller efter en kamp.

Hvis man som Hr. Andersen kommer for langt væk fra kernen af fodboldhjertet, hvor de store følelser op- og bearbejdes, før de bruser over og leves ud, så ender supporterne med at fremstå som en flok hysteriske idioter. Ikke blot som en skare, hvor en marginaliseret flok tåber også opholder sig fra tid til anden, men generelt bare som hysteriske idioter. En ven af mig, der lever af fodbolden i en af dens mange afskygninger, kalder sågar sit holds supportere for kvarthjerner, da der skal fire af dem til en almindelig intelligens! Lad mig sporenstregs påpege, at uden kvarthjernerne havde fodboldintelligentsiaen altså intet levebrød.

Man må heller ikke se bort fra, at fodboldens succes – at den samler alle – også er dens udfordring – at den virkelig samler ALLE. Derved blandes almindelige samfundsanliggender og -protester ind i den enorme, mangfoldige størrelse, der kaldes supportere og/eller fodboldelskere og dennes gennemlevelse af den betagende sport. Folketingets problem, at en flok akademikere prøver at lave folkelig politik, minder derfor også mange journalisters problem: De beskriver en masse, de ikke længere er på omgangshøjde med – forudsat de overhovedet har været det. Således er Hr. Andersen og hans lige ofte ikke (længere) kvalificerede til at dække tilskuernes færden. De er blevet finere i skinnet og betragter sig selv som (mindst) ligeså vigtig som fodbolden selv. ”The media is the message,” som en klog mand engang skrev. Givet er det, at det hos nogle begynder at knibe med selv- og samfundsforståelsen, når de har vænnet sig til at komme direkte fra den lune VIP med kaffe og kage efter en samtale med et holds stjernespiller og så ser, hvor uhumsk pøbelen tager sig ud i dens fadøl, tifosier og utjekkede trøjer over nu og da aggressive hjerter. Man fristes til at spørge: Uden et stadions trykkoger, hvor ville al dette følelsesoverskud så finde vej ud?

Og det er så nemt at tage afstand fra det meste, for det modsatte kræver, man forsøger at forstå sig på det meste. I fodboldens verden er det altså nemt at forkaste de såkaldte tilskueruroligheder, for det forlanger, man selv er en del af øjeblikkets puls for at forstå dem – eller i al fald at man er i berøringsafstand til denne. Jeg forstår ind til benet hver en purk og ungersvend, der med bankende hjerte og i kåd begejstring spæner ind på en grønsvær efter en meriterende sejr. Jeg påstår ikke, det er klogt, men jeg forstår, hvad der sker. Og jo hårdere en kamp er spillet, og jo længere en evt. forsmåelse har stået på, jo stærkere bliver reaktionen også.

Jeg forstår såmænd også de skotter, der vandaliserede Wembley. Jeg forstår deres magtesløshed forvandlet til hævn. Lad mig understrege, det overhovedet ikke er klogt eller på nogen som helst facon måden, man skal gebærde sig på, men det er såre menneskelig samfundskritik. Hvem har i afmagt ikke ønsket at banke skolelærerens søn – eller måske bare smadre hans cykel?! Der er såmænd ikke særlig langt til Wembley, hvis bare man er mange nok.

Men jeg forstår overhovedet ikke dem, der er unge, velbjergede og smarte i klunset og normalt færdes i forstandige kredse, og som alligevel render ud for at gennembanke Gud og især hvermand efter sindrige mobilopkald og aftalte tærskepladser. Der er jeg simpelthen for langt væk fra pulsen. Jeg fatter det ikke – for jeg er hverken ung, velbjerget eller smart i klunset, men må af hensyn til mine omgivelser hellere postulere, jeg dog normalt færdes i forstandige kredse. Man tør jo dårligt gå på stadion i pænt tøj af frygt for at blive forvekslet med en af disse – enten af dem selv eller medierne. Helt grotesk bliver det i øvrigt, når deltagerne i en protestmarch mod tilskueruroligheder bliver hængt ud i avisen og sammenlignet med fascister, som det nyligt skete for en stor gruppe OB-supportere og idésympatisører. Da viste journalistens hjørne sig i al fald at være lysår fra pulsen.

Men det strunter jeg i, for ikke desto mindre marcheredes der bl.a. mod de såkaldte casuals og deres fremturen, jeg som nævnt ikke forstår – og når jeg prøver på det, kommer jeg frem til følgende to pointer: Mænd, der aldrig har måttet slås, ender med en ubændig trang til at slå på næven, samt at deres metroseksuelle tilbøjeligheder da bliver nødt til at få en modvægtig, maskulin reaktion. Denne reaktion kommer oven i købet i alle nyheder. Man kan ligefrem prale dokumenteret med, hvor krigerisk og mandig man har været, før man finder tilbage til almindeligheden. Selvsvingseffekten er til at få øje på.

At det så irriterer mig grusomt, de skal bruge fodbolden som den undskyldende skueplads for deres indebrændte urmænds overskud af vold og aggressioner, det er noget ganske andet. Jeg ville bestemt foretrække, de udfoldede dette show ved bridgeturneringer og dressurridning …

Slutteligt et par påstande og en ærlig konstatering at hvile øjnene på: I takt med recessionens indtræden og vor overophedede økonomis kollaps vil vi se mere – og få læst og påskrevet yderligere klinisk afstandstagen til – tilskueruroligheder. Magtesløshed forvandlet til hævn. Med samme hatkornsteknik og generalisering som supporterne er udsat for, gætter jeg på, politikere og journalister vil lave fælles, misforstået front mod forfærdelighederne uden hensyntagen til årsag og virkning. Jeg vil såmænd stemme i, for jeg vil ikke have min kære fodbold for de mange ødelagt af de få. Jeg vil dog bede til, helhjernerne forstår at handle mere velovervejet og med større omhu end hidtil. Jeg ser også frem til, man finder løsenet på casualens anatomi, som man fx har gjort mht. hooliganisme i det britiske (uden man dog har fjernet årsagen). Og jeg vil forlange, de husker, at grunden til jeg ikke drøner på grønsværen, når OB er kåret til danske mestre næste sommer, ikke skal findes i forhåndenværende skriverier af Hr. Andersens efterfølgere – eller lovforslag fra Fogh Rasmussen og Co. Det skyldes ene og alene, jeg har nået en alder, hvor jeg kun bevæger mit luksuriøse korpus på stadion, når jeg kan komme til at sidde i en VIP – og den er jo dejligt langt væk fra kvarthjernerne …