Tre legender

Skrevet af Niels, 23. september 2008 - 20:38

For at få et hold til at fungere som en solid enhed, der får det maksimale ud af det forhåndenværende potentiale, skal der sidde en dygtig manager på bænken. Denne entrys ærinde er at sætte fokus på tre managers fra den britiske fodboldhistorie, for hvem dette lykkedes.

Den første af de største
Fodbold er om noget et historisk spil. Ingen anden idrætsgren er så historisk dokumenteret. Alligevel går de fleste spillere og managers i glemmebogen kun ganske få år efter, deres karriere er tilendebragt. Dette skyldes, at fodbold også er nuets spil, hvor næsten desperate øjeblikke afgør skæbner. Intense momenter hvor en hel sæsons indsats sættes på spidsen – og afgøres. De navne, der lever videre, også længe efter menneskene bag dem er døde, er dem, hvor hvem det lykkedes med lige dele kløgt, flid og held at få resulaterne til at gå deres vej.
Og en sådan manager var englænderen Herbert Chapman (1878-1934), der oftest beskrives som den første manager, som – efter en lang spillerkarriere i bl.a. Tottenham – samlede sin viden om spillet og lod denne viden resultere i taktiske overvejelser.

Chapman the Champ
I første omgang fik en nu opløst klub ved navn Leeds City både glæde og sorg af hans eksperimenter. Klubben fik under Chapmans ledelse i perioden 1912-1919 sine suvenrænt bedste resultater – men samtidig blev klubben ekskluderet af FA i 1919, fordi Chapman i vid udstrækning havde brugt ”sorte penge” til at skaffe spillere til klubben. Chapman selv fik en to-årig karantæne.
Eksklusionen tog faktisk livet af Leeds City, hvilket dog ikke skræmte mændene bag Huddersfield, som hyrede Chapman i 1921. Og de havde set rigtig, for med Chapman ved roret kom to mesterskaber i hus (’24 og ’25), og Chapmans voksende ry som taktiker og spiludvikler gjorde, han han ikke længere behøvede at bruge ”sorte penge” for at skaffe spillere. Man gik gladeligt et hak ned i løn, hvis man kunne komme til at spille under Chapman.
Derfor gjorde Arsenal også et scoop, da klubben under en vis virak fik løst Chapman fra hans kontrakt med Hudderfield og selv signede ham. Chapman var manden bag mesterskaberne i ’31, ’33 og ’34, hvor the Gunners holdt hele vejen hjem, selv om Chapman pludselig døde.
Men det, der gjorde Chapman skelsættende, var altså, at han – udover at ”opfinde” belysning, således aftenkampe kunne finde sted (hvilket senere muliggjorde Liga Cup'en), og give sine spillere nummererede trøjer – lavede taktiske analyser af spillet og holdt taktikmøder både som optakt til træning og kamp. Hvor pudsigt det end kan lyde i dag, skabte han dermed en fodboldmæssig revolution.

Beatlebyens Shankly
”Nogle siger, fodbold er et spil på liv og død. Men jeg siger, at fodbold er meget vigtigere end det.” I utallige afskygninger er den næste i rækken af managers, Bill Shankly (1913-1981), blevet citeret for netop ovennævnte, som han da også selv syntes, må have indkredset, hvad ”the beautiful game” indeholder, eftersom han ofte brugte det, med ords-, men ikke meningsforskelle, i adskillige interviews i sin levetid.
Efter en spillerkarriere, hvis højdepunkt var 5 landskampe for Skotland, og trænergerninger i mindre engelske klubber kom han i 1959 til Liverpool. Og dér er han stadig ligeså stor som byens mest berømte sønner, The Beatles, selv om hans tre mesterskaber, to FA Cups og enlige UEFA Cup i trofæantal overgås af andre Liverpoolmanagers.
Bill Shankly var ganske enkelt et enestående, karismatisk menneske og den første manager, der med sine fyndord og frembrusen bevidst brugte medierne til at skabe respekt og stolthed omkring sit hold. At være Liverpoolspiller, der i Shanklys begyndelse blot var et middelgodt hold i næstbedste række, blev pludselig omgærdet med respekt og et næsten mytisk skær, og som sådan grundlagde Shankly hele den Liverpool-vindermentalitet, der stadig gennemsyrer klubben.

The Shankly Spirit
Han er især i spillerkredse kendt for at kunne sætte truppen op til en hvilken som helst kamp og gøre spillerne klar over, hvad det betød at være en del af Liverpool-legenden. Som optakt til en FA Cup kamp mod et undertippet Ipswichhold skulle han efter sigende have taget tasken med trøjer og tømt den ud på gulvet i omklædningsrummet, mens han råbte: ”Jeg smider bare disse trøjer ud på banen, og så vil de selv slå Ipswich!” Og når trøjerne alene kunne det, måtte spillerne jo hellere gøre det samme. Hvilket de selvsagt gjorde.
Bill Shankly trak sig til bage i 1974, så derfor stod der bl.a. Bob Paisley på mange af de følgende triumfer både inden- og udenlands, men det var og blev Shanklys ånd, der sammenbandt hver en meriterende sejr, og hans stil er siden blevet kopieret af enhver manager, der har villet opbygge noget stort.

Den sidste af de største
Som nævnt bliver de fleste i fodboldverdenen, til trods for dens veldokumenterede historie, hurtigt glemt. Af de, der altid vil blive husket, er det selvsagt en subjektiv vurdering at skabe en ”Top 3” som denne. For hvor er Matt Busby, Brian Clough og Jock Stien og mange, mange andre, når den tredje og sidste i rækken ikke er en af disse? De er selvsagt med i opløbet (målfoto inklusiv) og ville hos andre skribenter end undertegnede måske have været foretrukket.
Men min rosin i pølseenden er en ikke blot nulevende, men så sandelig også en spillevende skotte ved navn Alex Ferguson. For dels har ingen brite som han formået at skabe storhold på begge sider af grænsen, og dels er hans meritter så enorme, at jeg er sikker på, hans fodboldhistorie også skrives om 100 år.

Sir Alex
Alex Ferguson gik fra en spillerkarriere i de skotske divisioner, med et ophold hos Rangers som højdepunktet, over i trænergerningen i slutningen af 70’erne. Han lagde tidligt grundstenen til St. Mirrens korte kig op i den skotske fodboldtop, inden han kom til Aberdeen, som han ikke blot gjorde til mestre i ’80, ’84 og ’85, men også førte til ”the Glory of Gothenburg” i 1983, i.e. finalesejren over Real Madrid (2-1 efs. spillet i Göteborg) i den nu hedengangne Europa Cup for pokalvindere. Og han var derfor en eftertragtet herre, da hans mindre vellykkede periode som skotsk landstræner i 1985-86 kom til en ende.
Siden 1986 har han siddet i spidsen for Manchester United og har utallige triumfer bag sig. Han ville sikkert selv fremhæve de otte mesterskaber og sejren i ”the treble”-sæsonen 1999 (hvor holdet faktisk også vandt VM for klubhold) samt forgangne sæsons sejr i Champions League som sine største resultater. Men i betragtning af, at Manchester United frem til Sir Alex’ tiltræden faktisk gjorde Barcelona, Inter og Bayern München rangen stridig om at være det største ”galehus” i europæisk fodbold, synes hans største bedrift næsten, at det er lykkedes ham at holde sig på posten i alle disse mange sæsoner.
Hvad der altså udover den enorme samling trofæer sikrer Ferguson en plads i ”Top 3” er, at det er lykkedes ham at kombinere Chapmans enestående, taktiske blik for spillet med Shanklys myte- og medieskabende fortællinger – i dette tilfælde om at fighte for Uniteds udgave af den røde spillerbluse.

Nuets historik
Det er svært at se potentialer til en fremtidig liste i det britiske i disse år. Men måske en vis Michael Laudrup ender med at ændre på dette, såfremt det er her, han engang vil slå sine folder. Måske der gemmer sig en ny Chapman, Shankly eller Ferguson i de mindre rækker, og at de kommende år vil give os en fodboldpersonlighed, som overtrumfer alle.
I takt med de strømlinede kontorers overtag af div. boot rooms og semiintimistiske taktiktavler bliver det dog sværere og sværere at forestille sig. En Ferguson ville fx sikkert have været sendt på PR-kommunikationskursus. Hvor kan det dog blive kedeligt!

Premier League

Niels's blog

Skrevet af Niels, 3. oktober 2008 - 3:27

Del 2

Efter at have sat spot på ”the gaffer” kommer turen nu til tre spillere …

Holdspillets enere
Fodbold er et holdspil. Alle på holdet er afhængige af, hvad de andre formår og gør. Hvis backerne altid svigter, eller hvis målmanden har en dårlig dag, kan man have nok så gode offensive kræfter og alligevel ende med et nederlag. Hvis forwarderne aldrig scorer, nytter det ikke at have et forsvar af beton – man får aldrig mere end et point ind på kontoen. Osv. Dette gælder i serie 6, og det gælder så sandelig også for holdene i Premier League.
Alligevel er der i hver generation en række spillere, der fremstår som større end holdet. Spillere, der gør den utrolige forskel, at selv om de andre svigter, så går det ikke helt galt, for eneren er tilstede og kan enten redde forsvaret gang på gang eller på egen hånd vende en kamp og gå succesfuldt til værks i offensiven.
Denne entrys ærinde er altså at sætte fokus på tre spillere, for hvem denne enestående evne har gjort dem legendariske.

Den første af de største
Da der i 1956 første gang skulle vælges en Årest Spiller i Europa, faldt valget ganske naturligt på den engelske wing Stanley Matthews (1915-2000), som da havde rundet de 40 år. Man kunne med rette diskutere, hvorvidt han var øjeblikkets bedste spiller i Europa, for det var han næppe – han kunne fx ikke have gjort sig gældende på Real Madrid fantastiske 50’er hold – men han vandt alligevel afstemningen suverænt, for han var sin generations største.
Hvorfor var han så den største? At han var en sublim fodboldspiller var uomtvisteligt, men derudover var han fra karrierens begyndelse i 1932 som Stokespiller, hvor han spillede det meste af sin 33 år lange karriere til afskedskampen i 1965, en dribler af Guds nåde og en utrolig fair spiller, der som professionel aldrig fik et rødt, endsige gult kort. Og at Stoke overhovedet kunne begå sig i den næstbedsterække, hvor de også i Stanleys tid mestendels opholdt sig, skyldtes denne ener, der alene ved egen kraft vandt mangt en sejr til holdet fra Trentflodens bred.

The Wizard of Dribbling
Alligevel kom Stanley Matthews største øjeblik som fodboldspiller ikke i Stoke, ej heller i en af hans 54 landskampe for England, men som Blackpoolspiller i den legendariske FA Cup finale i 1953, hvor Blackpool var nede med 3-1 mod Bolton – for dog at vinde 4-3 efter det, der siden hen i det engelske blot bliver omtalt som ”the Matthews Final”.
Som så ofte før – og på en måde, der mindede meget om vor egen Knud Lundberg – havde han brugt det første af kampen til at lurepasse, prøve et par driblinger af, se hvor modstanderens svagheder var og så slå til, da alting syntes at falde sammen omkring ham. Og som en enmandshær drev han derpå rundt med Boltons tropper, så hans medspillere fik det rum, der skulle til for at vende kampen.
Men uanset om Blackpool havde vundet denne kamp eller ej, var Stanley Matthews blevet hædret. Han var indbegrebet af talent, fairness og noget så sjældent og ubetaleligt som integritet. I disse dage, hvor muskelmændenes nykker næsten er større end deres huse, er det en savnet egenskab.

Fodboldens første popstjerne
Matthews arvtager som fodboldstjerne og –legende blev en spiller af en helt anden personlig støbning. Ganske vist havde den nordirske forward i Manchester United, George Best (1946-2005), der således er næste spiller i rækken, et mindst ligeså åbenlyst talent og spillede med samme ivrige entusiasme som Matthews, men han havde også så meget andet: Han var udenfor banen en uforbederlig charmør, en linselus i stil med datidens største popstjerner, og så var han et ”brand”, længe før fodbolden overhovedet blev korrumperet nok til at tænke i dé baner.
Og derfor er det heller ikke mængden af trofæer, der bringer Best i dette selskab af legender, for det blev ”blot” til to engelske mesterskaber (’65 og ’67) og en enkelt sejr i Europa Cup for Mesterhold (’68), som forløberen til Champions League jo kaldtes. Nej, det er især hans åbenlyse evner som kreatør og afslutter på banen – med 361 ligekampe for Manchester United med 137 mål til følge som et soleklart bevis – der bringer ham hid, men så sandelig også hans fald fra fodboldtoppens tinder, der bl.a. medførte engagementer i obskure engelske og amerikanske klubber, hvor folk beredvilligt betalte store summer for at se legenden i sit fald.

Hvem var Be(d)st
Når han var ædru, kunne han i en alder af 35 år stadig på matthew’sk vis nappe bolden ved egen baglinie og så gå direkte mod modstanderens mål og afgøre kampen – hvad så end ligaen, han spillede i, eller holdet, han spillede for, hed. I disse momenter var hans fantastiske skills ligeså åbenbare som hans fodboldfinesser.
Desværre skete det færre og færre gange i hans liv til hans alt for tidlige død forrige år, at han formåede at holde sig ædru. Han er bl.a. kendt for ordene: ”Jeg har brugt en del af mine penge på sprut og piger, resten har jeg klattet væk...”
Men George bedst var en ener i de år, han formåede at adskille fodbolden fra berømmelsens hurtige vej til sprut, kvinder – og forfald. Han kunne alt med en bold, og han var om nogen manden bag Uniteds triumfer i 60’erne.

En Herning-forsvarer ved navn Moore
Da betalt fodbold blev introduceret herhjemme, lykkedes det den med Ikast endnu ufusionerede fodboldklub i Herning, som havde den nuværende minister Helge Sander ved roret, at skaffe Bobby Moore (1941-1993) til klubben. Det blev en kortvarig, nærmest fornærmende skamfuld krølle på enden af en stor forsvarspillers karriere. For Bobby Moore definerer om nogen den moderne forsvarspillers indtræden i fodboldens verden.
Bobby Moore blev verdensmester med England i 1966 og var forsvarets firskårne krumtap, der både kunne tackle, fighte og lægge snorlige, offensive afleveringer fremefter. Med nutidens termer var han altså en af de få forsvarere, der kunne ”vende spillet” og skabe en offensiv situation ud af modstandernes angreb.
Han havde masser af tilbud fra de store klubber i det tiår, hvor hans karriere var på det højeste, men han valgte at blive hos West Ham, til hans karriere var gået på hæld, hvorefter han desværre blev noget af et ringvrag, der accepterede selv de usleste forhold som fx den danske 3. division, hvor Herning befandt sig.

Trofasthedens pris
Som hos Matthews (igen) betød denne trofasthed, at han ikke vandt særlig mange klubtitler – det blev til en FA Cup sejr i 1964 og året efter sejr i den nu nedlagte Europa Cup for Pokalvindere – men som verdensmester for fodboldens arnested kan det også være lige meget. I West Ham betød hans trofasthed i hvert fald, de i mange sæsoner holdt sig i landets bedste række, hvor de uden denne ener var faldet hårdt igennem.
Og han har været forbillede for mangt en engelsk forsvarer lige siden. Rio Ferdinand er blevet citeret for at sige: ”Jeg så for nylig VM-finalen fra 1966. Det var godt gået af drengene, at det vandt, men hvad der virkelig fascinerede mig, var Bobby Moores forsvarsspil.”

Fremtidens folk
Hvem der skrives historie om, når de næste 50 år er gået, er håbløst at forudsige. Det kunne være en spiller som Frank Lampard (i.e. Jr., for Sr. er nok glemt for de fleste), hvis denne magter at nå det sidste, lille nøk opad, der gør ham til en verdensklassespiller. Det kunne blive Steven Gerrard, Rio Ferdinand, Theo Walcott eller Wayne Rooney – eller ham, verden endnu ikke har set, som spæner rundt i støvler str. 6 på en træningsbane i det skotske højland og drømmer om storhed og triumfer.
I hvert fald bliver det spændende at følge den nye sæson i the Premier League. Især bliver det spændende at se, hvad der dukker op af nye talenter i verdens måske stærkeste liga. Måske der kommer en Matthews, en Best eller en Moore, som vil henrykke hos de næste mange år.
Eller en helt anden spillertype, en ny ener, der vil spille fodbold som den første af sin slags.

—

www.voresfodbold.dk