At være opgaven voksen

Idiotiske forældre, der skriger sig gasblå i fjæset af utidig ophidselse over en skide fodboldkamp mellem en flok drenge, der dårligt kan binde deres fodboldstøvler selv og stadig tror, deres klasselærer bor på skolen.

Idiotiske forældre, der lover dommeren tærsk, selv om han bare er en gangbesværet, ældre herre, der formeligt redder kampen ved at stille op, nu, da den rigtige dommer er udeblevet. Idiotiske forældre, der flipper ud over, en kvart målchance bliver fløjtet væk, da en dreng ligger og vræler, så hans blodtud ligner en fed klat ketchup. Det havde vi oplevet – den ene af disse forældre endda i egne rækker – allerede inden vi skulle møde Brøndby. Før kampen var vi oven i købet blevet varskoet om, der var tale om en flok BIF-bisser, som blev bakket op af en galsindet trænerstab og en omtrent fascistisk forældreflok, der skabte sig på fuld tid og lagde ubønhørligt pres på dommeren. Så vi var klar til det værste.

Da jeg var 14 år, blev jeg træner for et microputhold. Det var virkelig skægt. Modsat da jeg selv startede, hvor alle bare blev kylet ud på en 11-mandsbane, og man brugte to sæsoner på at løbe i off side, før man fattede reglen, begyndte dette hold på en overskuelig 7-mandsbane, i øvrigt et fornuftigt tiltag, der siden er blevet udvidet med både 5- og 3-mands for de allermindste. ”Mine” drenge var en flok livlige gutter, som syntes, jeg var konge, fordi jeg kunne skyde en bold næsten op til skyerne. En dag sagde lille Bo oven i købet, jeg skulle vente lidt med at skyde, fordi der kom en flyver. Jeg selv følte mig også som konge, især da vi skulle af sted til den første kamp, for de kom op at skændes om, hvem der skulle køre med mig!
Den royale følelse slap dog hurtigt sit tag i mig. Efter køreturen og opvarmningen linede jeg dem op og trak to drenge med ud på reservebænken, hvor jeg prompte blev passet op af en far, der ville vide, hvorfor hans søn startede ude, når der var en fire-fem stykker, som han herpå navngav, ude på banen, der slet ikke ejede sønnikes boldøje. Jeg fik mumlet nogle sætninger om flyvende udskiftning og en plads-til-alle-holdning, som gerne skulle være en vigtig del af projektet osv. Han konstaterede bare, han ville holde øje med, hans søn fik ligeså meget spilletid som de andre. En mor supplerede ham med at sige, at det gjaldt også for hendes afkom, og ellers ville hun klage til kommunen. Jeg anede ikke, det var det rene vrøvl.
Jeg husker ikke, hvordan kampen endte. Jeg var fuldstændig fokuseret på mit stopur og et virvar af udskiftninger og angsten for kommunale tæv. Dog husker jeg en far, der pludselig råbte til mig, at nu var det vist hans søn til at komme UD. Derpå smilede han og stak en tommelfinger op. Og jeg husker, jeg kom hjem til min egen far og mor og meddelte, at trods den venlige mands tommeltot ville jeg fandeme aldrig mere det pis – en ed, jeg dog hurtigt måtte æde i mig, da trænere dengang som nu ikke ligefrem hang på de frivillige fodboldtræer som letplukkeligt frugt, og jeg følte, jeg ikke kunne svigte ”mine” drenge, hvis hold ville lukke, om jeg trak mig.
Men jeg havde det ad helvede til, hver gang vi skulle spille kamp.

Senere blev jeg mere hårdfør. Da jeg et par år senere stod med et 1. lilleputhold, måtte jeg virkelig vende det døve øre til de alt for mange forældre, der mente, de kom med en Allan Simonsen in spe, selv om der nærmest var tale om en halvblind snublefrans, og at jeg var en idiot – dén fik jeg mere end et par gange – når jeg ikke kunne se det. Enkelte gange satte jeg dem på plads, og det kunne også mærkes. Der kunne gå en hel uge, før de skabte sig igen …
Men hvis jeg troede, det var slemt, opdagede jeg, det var det rene barnemad ved siden af at stikke en fløjte i munden. Hvad man dog ikke måtte lægge ører til at fyord fra to langsiders ambitiøse forældre. Hvad spillerne sådan kvækkede fra tid til anden, havde jeg forståelse for, da jeg jo selv spillede og kendte til, man ikke altid var på linje med opmanden – men atter engang måtte jeg konstatere, at de voksne ikke var deres opgave voksen. De var nærmest barnagtige.
Det endte med, jeg ikke gad mere og nøjedes med at træne mine hold, for der var man da kun i klemme mellem ét sæt forældre-komsammen – til jeg også droppede det, hvilket dog mere kan tilskrives trangen til rock’n’roll, fredagsbar og damer end en egentlig uvilje mod gerningen.

Mange år senere stod jeg så pludselig og var en far, der så på sin søns hold. Træneren var i øvrigt inkompetent. Træneren forstod fx ikke, jeg lige havde afleveret Paul Scholes på hans hold, men satte knægten til at starte ude i årets første 5-mandsopgør. Heldigvis kom vi hurtigt bagud – så ku’ de lære det! – og min knægt kom på banen og scorede, første gang han rørte bolden. Den sad lige i krydset, ganske vist i eget net, men skuddet fejlede ikke noget.
Og, ja, jeg fik grebet i egen barm og skammede mig. Jeg undlod endda at råbe efter dommeren, der på latterlig vis overså et gigantisk straffespark, der blev begået mod min knægt – der garanteret havde scoret, hvis … Jo, jeg greb i egen barm.
Derfor slog jeg også til, da træneren gav op – det var noget med nogle bøvlede forældre – og som det første indkaldte til forældremøde, hvor de fik at vide, hvordan min medtræner og jeg ville have, de skulle opføre sig, altså forældrene, til træning og til kamp, og at vi ville reagere sporenstregs, hvis de ikke formåede at leve op til vores krav. Et af disse krav var, vi aldrig råbte ad en dommer. Et andet var, man aldrig talte nedsættende om sønnens holdkammerater (tænk, at det skal være nødvendigt at indskærpe). Et tredje var, at trænerne altid havde ret – og ellers tog vi snakken henover en kop kaffe bagefter. Vi fik hurtigt brug for et par ”eftertacklinger”, men derpå gik det godt.

Men da vi således skal møde Brøndby, er jeg klar til at se en flok skabagtige forældre, der skriger næsvisheder ud i den blå luft, og et par trænere, der sviner alt og alle, inklusiv deres egne spillere, til – men må konstatere, de er ligesom os: Fodboldfanatisk fjollede, begejstret til fingerspidserne med et brændende ønske om, det skal gå holdet godt. Der ryger en finke af panden, der smutter en forbandelse eller to ud af munden, men ellers er vi bare PÅ. Jeg når endda at smile ad min egen leflen for fordomme – for selvfølgelig er de Vestegnsfolk da en flok uvorne strigler, jo, jo – inden jeg råber en sviner i hovedet på min egen knægt, der tager en dribling for meget … Efter kampen bliver vi endda enige om at fortsætte samarbejdet med deres hold vinteren over, for Brøndby har en indendørs 7-mandsbane med kunststofsgræs… Vi kører hjem med en dejlig følelse af at have været iblandt ligesindede.

Ugen efter møder vi en af de lokale klubber. Vi kommer hurtigt foran med to. De rare mennesker på den anden langside forvandler sig pludselig til idiotiske forældre, der skriger sig gasblå i fjæset af utidig ophidselse over en skide fodboldkamp mellem en flok drenge, der dårligt kan binde deres fodboldstøvler selv og stadig tror, deres klasselærer bor på skolen…
Der var mange ting i verden, der var nemmere, hvis forældre bare blandede sig udenom!