Wayne's World

Milano viste sig i hvert fald at være Wayne Rooneys verden. Med sit mål nr. 17 og 18 i de seneste 18 kampe afgjorde han kampen mellem AC Milan og Man. Utd. til Uniteds fordel.

Den revy-danske, klumpe-dumpe-komiske Carsten Werge – vagt suppleret af en noget forvirret og pivstemmet Michael Laudrup – fik undervejs kaldt Wayne Rooney for ”en lille kødklump”, men Rooney var alt andet end det.

Rooney var bevægelig, fokuseret og målrettet og hele tiden travl med at tilbyde sig. Han var ydermere en konstant trussel mod milanesernes aldrende forsvar og frem for alt bidsk, når chancen bød sig.

Chancen bød sig tre gange for den arbejdsomme, slidstærke englænder, der blot 16 år gammel brød igennem som Evertonspiller, men snart voksede sig for stor til den mudrede Merseyside. De to gange var der mål.

En Ronaldinho i hopla og den indskiftede Clarence Seedorf, hvis gamle ben fik sat gang i AC’s spil efter Rooneys dobbelte lussing, stod for italienernes mål, mens Paul Scholes vandt det interne Beckham-Scholes-opgør med et helkikset spark efter bolden, som ramte standbenet og derfra trillede i mål.

Alt i alt altså 3:2 til udeholdet fra Manchester.

Men det var Wayne’s World. Det var Rooneys aften. Wayne Rooney er for alvor trådt ud af Christiano Ronaldos metroseksuelle dansebensskygge og har vist os, hvor langt vilje, vrede, en ubarberet brystkasse og behårede balls kan bringe en mand.

Jeg melder mig i koret: Roooooooney!