Wonderful Wanchope

Paulo Wanchope var en fantastisk angriber for Derby. Nedenfor føler en lille historie om hans karriere ...

Vi sad og hyggede os, en god ven og mig, og snakken faldt snart på fodbold. Vi kom viden om, inden vi erindrede en TV-kamp, vi havde set sammen for knap 12 år siden, hvor vi vandt en god pose penge på at have spillet på Derby som overraskende vinder over Manchester United. Det usandsynlige resultat kom i hus især takket være en langlemmet, uortodoks angriber, som the Rams netop havde hentet i Costa Rica …

Den oversete slutning
Tilbage i november 2007 meddelte den costaricanske striker Paulo Wanchope (født den 31. juli 1976), hvem dette selvsagt drejer sig om, den samlede verdenspresse, at hans skrøbelige knæ ikke længere kunne holde til gamet. Hvorvidt hans MLS-klub Chicago Fire var ked af denne afsked, er nok tvivlsomt, da målmaskinen syntes temmelig rusten. I hvert fald scorede Paolo kun to gange i de 12 kampe, han nåede for klubben.
Før opholdet i Chicago havde Paolo opnået samme pauvre facit for FC Tokyo, således facit for Paolos år 2007 blev 24 kampe og fire mål og endnu – noget ganske andet end det, vi Rams husker ham for, hvor han i perioden som Derbyspiller – den 5. april 1997 til den 16. maj 1999 – lavede 23 mål i 72 kampe, altså ca. et mål pr. 3. kamp, før West Ham lagde 3,5 mio. pund og ”snød” os for yderligere mål fra den dygtige angribers side.
At han var kommet til klubben for 700.000 pund, ændrede ikke på, det lugtede af dårlig forretning.

Pudsig størrelse
Udover at rage godt 1, 90 m op i luften og være ranglet at skue var Paulo også sin helt egen herre på banen. Daværende manager Jim Smith og assistent McClaren har sikkert haft en række taktiske dessiner for Derbys angrebsspil, men hvad Paulo angår, så kunne man sådan set bare regne med, han fulgte sine egne indfald, hvilket ikke alene kastede mange mål af sig, men også skabte plads til medspillerne enten i form af det frirum, der kom, når Paulo forvirrede modstandernes forsvar, eller ved direkte assists. Han var vel nærmest en blanding af Thierry Henry og Adebayor, hvis en nutidig pendant skal skabes.
Men trods alt det gode, der er at sige om costaricaneren, og trods det han var topscorer for the Rams to år i træk, valgte Jim Smith altså at takke ja, da West Ham bød på vor farligste mand. Året efter og ovenpå 35 kampe og godkendte 12 mål for the Hammers valgte de i øvrigt at sælge Paulo videre til Manchester City for 3,65 mio. pund. Her blev han topscorer i sin første sæson og prompte et hit iblandt supporterne.
I løbet af de knap fire sæsoner, Paulo spillede for City, scorede han 27 mål i 64 kampe. Det skal understreges, han undervejs var ude af spil i ca. halvandet år med en knæskade, hvilket så blev begyndelsen på enden for den ellers populære spiller.

Afslutningen
Fra april 2004, hvor City lod ham smutte til Malaga i la Liga, og frem til ovennævnte slutning i det amerikanske, spillede han først i Qatar, så hjemme i Costa Rica, derpå en omgang i Argentina, før det altså hed Japan og slutteligt USA – og målene blev færre og færre i takt med, skaderne blev flere og flere. En egentlig sørgelig slutning for en ellers fantastisk spiller, hvis knæ altså ikke kunne bære igennem.
I Derby vil han dog altid være husket. Især huskes 3:2 sejren over Manchester United den 5. april 1997 – også hos min gode ven og jeg – hvor en 20-årig gut pludselig splittede de røde ad og viste vejen til sejr bl.a. med to mål på egen konto. Efter denne signaturs opfattelse skulle vi have holdt på ham noget længere.